Staten og kommunerne — det offentlige — er klemt mellem ønsker og krav til flere ydelser på den ene side og uvilje mod at sætte skatterne op på den anden. De offentlige ydelser nyder stor folkelig opbakning, og de ses i de fleste tilfælde som bidrag til løsning af samfundets problemer, men omvendt ses skatterne som en byrde, og jo højere de bliver, desto større bliver den folkelige modstand. En oplagt vej ud af denne klemme er at få mere ud af de samme skattekroner, og det kan man få, hvis man kan øge de offentligt ansattes arbejdsproduktivitet, f.eks. gennem uddannelse eller bedre redskaber.

Et ofte anvendt mål for udviklingen i  arbejdsproduktiviteten er udviklingen i  værditilvæksten — opgjort som volumen — pr. præsteret arbejdstime.  Med udvikling i volumen menes udviklingen i kombinationen af mængde og kvalitet, uden hensyn til eventuelle prisændringer. En forøgelse i volumen af produtionen af tv-apparater kan således både afspejle en forøgelse i antallet af producerede apparater og en forøgelse af kvaliteten af de enkelte apparater, f .eks. skærmstørrelsen. Kilden til beregningen er oftest nationalregnskabet, hvor både værditilvækst i volumen og antallet af præsterede arbejdstimer opgøres fordelt på, brancher.

Produktivitetsberegninger er ret komplicerede. Opgørelsen af antallet af arbejdstimer volder ikke statistikerne større problemer, men opgørelsen af volumen for værditilvæksten er noget af en udfordring. Traditionelt beregner man volumen ved at korrigere værditilvæksten opgjort i løbende priser med udviklingen i et passende prisindeks. Værditilvæksten i løbende priser opgøres (groft sagt) som virksomhedernes indtægter ved salget af deres produkter minus de udgifter de må afholde til køb af råvarer mm. i forbindelse med produktionen. Prisindeksene beregnes på grundlag af udviklingen i priserne på de produkter, de køber og sælger.

For de private erhverv er der — trods problemerne — udviklet nogenlunde anerkendte metoder og internationale retningslinier for produktivitetsberegninger, og Danmarks Statistik offentliggør da også årlige opgørelser af udviklingen i produktiviteten i de private byerhverv. For det offentlige forholder det sig lidt anderledes. Langt den største del af den offentlige produktion leveres til brugerne gratis, eller til priser, der ligger langt under produktionsomkostningerne. Der er derfor hverken en værditilvækst, der kan opgøres på grundlag af omsætningen, eller priser, der kan observeres som grundlag for prisindeks.

Med hensyn til værditilvæksten i løbende priser i det offentlige, så er den internationalt anerkendte metode at erstatte værdien  af omsætningen med de samlede omkostninger, der har været afholdt i forbindelse med produktionen. Da den offentlige produktion typisk omfatter tjenesteydelser i forbindelse med administration, sundhed og uddannelse mm., så består omkostningerne først og fremmest af det offentliges lønudgifter. Når det drejer sig om prisindeks for den offentlige produktion, har det vist sig vanskeligere at nå frem til en anerkendt metode. Og det er ikke fordi, problemet har været ignoreret. Både i Eurostat og i finansministerier og statistikinstitutioner — også i Danmark —  har der været udfoldet store anstrengelser for at finde egnede metoder. Helt centralt i diskussionen står Atkinson Review, som blev udarbejdet på initiativ af de britiske statistikmyndigheder. Som et foreløbigt trin i processen har EU opstillet bindende regler for, hvordan problemet indtil videre skal behandles i forbindelse med nationalregnskabet. Men diskussionen fortsætter.

Ved den fremgangsmåde EU fastlægger, opgives det helt at beregne prisindeks for den offentlige produktion. I  stedet søger man at opgøre en mængdeudvikling direkte på grundlag af indikatorer, f.eks. antallet af hospitalsbehandlinger af forskellig type eller antallet af museumsbesøg. Ved opgørelsen det danske nationalregnskab indsamles et stort antal mængdeindikatorer, der derefter sammenvejes til et mindre antal såkaldte volumenindeks. Ændringer i sammensætningen af de indikatorer, der indgår i indeksene, kan afspejle kvalitetsændringer, men af hensyn til sammenligneligheden mellem lande har EU besluttet, at der ikke herudover i beregningen skal korrigeres for kvalitetsændringer. Der er derfor heller ikke tale om egentlige volumenindeks, men nærmere mængdeindeks.

Efter EU-reglerne  skal volumenindeks efter den beskrevne metode kun opgøres for den del af den offentlige produktion, der leveres til husholdningene, men som husholdningerne i princippet lige så godt selv kunne have købt af private virksomheder. Det gælder f.eks. uddannelse, hospitalsydelser, lægehjælp og museumsbesøg. Det kaldes i nationalregnskabets terminologi for det individuelle offentlige forbrug, og udgør omkring 2/3 af den samlede offentlige produktion.  For den del af produktionen, der går til kollektivt offentligt forbrug, dvs.  generel administration, forsvar, politi og domstole mm., anvendes en anden metode til beregning af  volumenindeksene, og de indeks, der kommer ud af den beregning er ikke velegnede som grundlag for produktivitetsberegninger.

Danmarks Statistik har netop udgivet en publikation, der dels dokumenter de metoder, der for tiden anvendes i nationalregnskabets opgørelse af den offentlige aktivitet og  dels redegør for problemerne i forbindelse med  opgørelse af både produktionsvolumen og produktivitet for det offentlige. Publikationen indeholder en række overvejelser og løsningsforslag, men det fremgår også klart af publikationen, at der stadig er et stykke vej, før man kan for alvor kan gå dybere ned i analyser af den offentlige produktivitet.

Med en  ny formuestatistik for familier (offentliggjort 27 januar) har Danmarks Statistik taget et første skridt imod en samlet belysning af fordelingen af formuerne i befolkningen. Der er dog ikke tale om en komplet opgørelse. Opgørelsen begrænser sig til  nogle af de aktiv- og passivtyper, der er af størst betydning for husholdningerne, f.eks. værdi af fast ejendom, aktiebeholdninger, pensionsformue og indeståender i og gæld til pengeinstitutter. Værdien af erhvervsformue i form af fast ejendom indgår, men ikke andre former for erhvervsformue som f.eks værdien af maskiner og husdyr (stambesætninger). Det var planen, at også værdien af personbiler skulle indgå, men det har man måttet opgive i første omgang.

Nationalregnskabet tilbyder en komplet opgørelse af husholdningernes samlede formue og gæld, men uden familestatistikkens mulighed for belysning af fordelingen mellem husholdningerne (eller familierne). I hvert fald i princippet, for en række formueposter, af hvilke den vigtigste er jordværdien, er endnu ikke implementeret i det danske nationalregnskab. Hertil kommer, at privatbiler ifølge de internationele retningslinier ikke indgår nationalregnskabets formueopgørelse. I formueopgørelser, der — som den nye familiestatistik — fokuserer på husholdningerne, er det derimod sædvanligt at betragte værdien af privatbiler (og andre varige forbrugsgoder) som en del af formuen.

Den mest komplette opgørelse af husholdningernes samlede formue finder man i en særlig opgørelse — Nationalregnskabsbaseret formue og gæld for husholdninger — der kombinerer nationalregnskabet med andre kilder. Her er husholdningernes samlede formue opgjort inklusiv privatbiler og jordværdier. Andre varige forbrugsgoder som vaskemaskiner og musikanlæg indgår ikke. Men opgørelsen giver ikke mulighed for belysning af fordelingen mellem husholdningerne. Det er på det punkt, at den nye familiefordelte formuestatistik har sin styrke.

I anden kolonne i tabellen nedenfor er vist husholdningernes samlede aktiver og passiver, som de er opgjort i nationalregnskabet. Tilsvarende er den nye familiestatistiks opgørelse vist i nederste række. I tabellens øvrige celler er angivet sammenhængen mellem de to statistikker. Et “I” angiver, at elementet principielt indgår med samme værdi i begge statistikker og et “D” angiver, at elementet indgår med forskellig afgrænsning i de to statistikker. Et “÷” angiver, at elementet indgår i den ene statistik, men ikke i den anden.

Tabel 1: Husholdningsformue i nationalregnskab og familiestatistik

^… Oplysning foreligger ikke
Kilde: Statistikbanken.dk  NASK og FORMUE1

Andelsboliger indgår i begge statistikker, men hvor familiestatistikken behandler dem på lige fod med ejerboliger, dvs. andelshaveren ses som direkte ejer af sin bolig, så ser nationalregnskabet andelshaveren som ejer af en ejerandel (et finansielt aktiv) i et andelselskab.

De to statistikkers forskellige behandling af jordværdi og erhvervsformue gør en meningsfuld sammenligning af opgørelserne af ikke-finansielle aktiver vanskelig. Heller ikke de finansielle aktiver lader sig umiddelbart sammenligne. Forskellene belyses nærmere i tabel 2 og i den følgende tekst.  For de finansielle passiver, der navnlig omfatter husholdningernes bank- og obligationslån, er der derimod en rimelig (men dog ikke fuldstændig) overensstemmelse mellem de to statistikker.

Tabel 2: Husholdningernes finansielle aktiver i nationalregnskab og familiestatistik

¹ I familestatistikken indgår en beregnet værdi af den udskudte skat, der hviler på ordningerne som et negativt aktiv
² Indestående under virksomhedsordningen indgår i nationalregnskabet fordelt på aktiv- og passivtyper på lige fod med den øvrige formue.
Kilde: Statistikbanken.dk  NASK og NASF

Det vigtigste forskelle mellem opgørelserne af finansielle aktiver i nationalregnskabet og den nye statistik kan opsummeres således:

• Pensionsopsparingen i familiestatistikken  omfatter al skattebegunstiget pensionsopsparing. I nationalregnskabet omfatter pensionsreserver derimod kun depoterne i pensionskasser. Øvrig pensionsopsparing, f.eks. private rate- og kapitalpensionsordninger er fordelt ud på de aktivtyper, de er placeret i, dvs. indskud, gældsbeviser (obligationer) og ejerandele.
• En række aktivtyper, der indgår i nationalregnskabet, mangler i familiestatistikken. Det gælder f.eks. reserver i skadesforsikringsselskaber, livsforsikringsrettigheder, unoterede aktier og indeståender på børneopsparingskonti.
• Værdien af andelsboligerne indgår i nationalregnskabets opgørelse af ejerandele. I familiestatistikken indgår andelsboligerne i de ikke-finansielle aktiver.
• Værdien af tjenestemandspensionerne er opgjort i familiestatistikken, men ikke i nationalregnskabet
• Familiestatistikken omfatter, i modsætning til nationalregnskabet, en opgørelse af værdien af den forventede skat, der hviler på pensionsordningerne (negativt aktiv).

Med henblik på at fremme international sammenlignelighed, er der i OECD-regi udviklet et sæt retningslinjer for individbaseret formuestatistik. Disse retningslinjer tager udgangspunkt i nationalregnskabet, men med en række tilpasninger, der dels skyldes at mikrostatistikken har et andet formål end nationalregnskabet, og dels at der må tages hensyn til mulighederne for at skaffe data. F.eks. inddrager OECD-retningslinjerne – i modsætning til nationalregnskabet – værdien af varige forbrugsgoder som biler, køleskabe og musikanlæg i formueopgørelsen. Den nye familiestatistik søger at følge disse retningslinier, men da den  i vidt omfang er baseret på eksisterende administrative registre, f.eks. skattevæsenets registre, må statistikkens indhold og begrebsafgrænsning også i vidt omfang afspejle de muligheder registrene giver. Derfor har det kun delvist været muligt at følge OECD’s retningslinjer.

To gange om året — omkring maj og november — gennemfører Europakommisionen en omfattende interviewundersøgelse om europæernes holdninger, forventninger og tilfredshed. Undersøgelserne bærer navnet Eurobarometer, og har været gennemført regelmæssigt siden 1975. En enkeltstående undersøgelse blev gennemført i september 1973.

Der er ikke tale om en officiel statistik, for der står ikke en uafhængig national eller international statistikinstitution bag undersøgelsen, og den overholder ikke EU’s adfærdskodeks  for officiel statistik. F.eks. offentliggøres besvarelsesprocenten ikke.  Undersøgelsens metoder har også været beskyldt for, i hvert fald til en vis grad, at være manipuleret med henblik på at skulle levere resultater, der giver indtryk af opbakning omkring yderligere europæisk integration. På den anden side indeholder undersøgelsen en så omfattende information, at den trods manglerne er vanskelig helt at ignorere.

Undersøgelsen for november 2015 er gennemført  i 28 medlemslande og 5 kandidatlande. I de fleste lande er der gennemført omkring 1000 interviews. I enkelte mindre lande dog kun omkring 500. De foreløbige resultater blev offentliggjort som pdf-filer i slutningen af december.

Som eksempel fra undersøgelsen er nedenfor vist andelen i hvert af EU’s medlemslande (undtagen Cypern), der i undersøgelsen  svarer meget tilfreds på spørgsmålet “I det store hele, er du så meget tilfreds, nogenlunde tilfreds, ikke særlig tilfreds eller overhovedet ikke tilfreds med din tilværelse?”

Tilfredshed med tilværelsen i EU-lande, november 2015

Kilde: Standard Eurobarometer 84, Autumn 2015 — Annexes, T1. Grafik: Veusz 

Spørgmålet om generel tilfredshed med tilværelsen er et af undersøgelsens  standardspørgmål, der har været stillet ved hver undersøgelse. For standardspørgsmålene kan man derfor følge en udvikling siden 1975.  For lande optaget i EU efter 1975 er perioden dog afhængig af, hvornår landet blev optaget.

Udover standardspørgsmålene indholder undersøgelserne spørgsmål, der er specifikke for en enkelt eller et mindre del af undersøgelserne. F.eks. er der i de seneste undersøgelser  stillet spørgsmål om holdningen til fælles migrationspolitik og til en handels- og investeringsaftale med USA.

De tidligere undersøgelser er også offentliggjort som pdf-filer, men det bedste samlede overblik over resultaterne fra alle undersøgelserne, får man ved at anvende Eurobarometers interaktive søgesystem, der i øjeblikket dækker perioden fra 1975(1973) til maj 2015. Resultaterne fra november 2015 er endnu ikke tilgængelige i der interaktive system.