Skattetrykket
06/04/2016
Kommentarer
Skattetrykket er højt i Danmark, 50,8 pct. i 2014, hvis man måler efter EU’s foretrukne metode, dvs. som skatternes andel af bruttonationalproduktet (BNP). Det er næsten dobbelt så højt som i Rumænien, hvor det er 27,7 pct. I figuren nedenfor er er skattetrykket i alle 28 EU-lande sammenlignet.
Kilde: Eurostats Statistikbank gov_10a_taxag, Grafik: Veusz
Meningen med opgørelsen af skattetrykket er at belyse skatternes rolle i den samlede økonomi. Det giver bedst mening, ved sammenligning mellem lande eller sammenligning over tid, for begrebet i sig selv er vanskeligt at give en økonomisk tolkning. BNP er et mål for den samlede økonomiske værdiskabelse i et land, så i tabellen ses skatterne i forhold til værdiskabelsen.
Men der kan anlægges andre betragtninger på opgørelsen af skattetrykket. Danmarks Statistik præsenter tre alternativer (statistikbanken, SKAT) til den her viste opgørelse med betegnelserne korrigeret skattetryk, modificeret skattetryk og faktorskattetryk (forklaret i begrebsdatabasen). Skatteministeriet går endnu videre og præsenterer på deres hjemmeside tretten forskellige opgørelser af skattetrykket, der alle har deres berettigelse. På ministeriets hjemmeside finder man også en grundig redegørelse for ideerne bag og problemerne ved opgørelse af skattetryk.

