År: 2019

Krav om bæredygtig produktion sætter grænser for, hvor meget der kan trækkes på naturressourcer som biomasse, mineraler og fossil energi. Der er derfor behov for pålidelige og helst også overskuelige opgørelser både over trækket på og mængden af tilgængelige ressourcer. De grundlæggende data indgår i de enkelte landes materialestrømsopgørelser, der er satellitsystemer til nationalregnskabet. Disse opgørelser viser landets umiddelbare anvendelse af naturressourcer, opgjort som den samlede udvinding plus import minus eksport. Men en sådan opgørelse viser ikke landets træk på verdens samlede naturressourcer. Det skyldes, at opgjort på denne måde, vil der i et lands træk på egne naturressoucer indgå ressourcer anvendt til produktion af færdigvarer, der eksporteres. Den andel af ressourcerne skal i stedet indgå i det importerende lands ressourcetræk. Omvendt vil der til  produktionen af landets import af af færdigvarer være trukket på ressourcer, der efter den umiddelbare opgørelse indgår i andre landes ressourcetræk. En opgørelse, der er korrigeret for denne indirekte import og eksport, kaldes et ressourcefodaftryk.

Ressourcefodaftrykket opgøres med udgangspunkt i vægten af de faktisk indvundne, importerede og eksporterede mængder af naturressourcer med et beregnet tillæg for den indirekte import og et beregnet fradrag for den indirekte eksport.  Eurostat offentliggør beregninger af ressourcefodaftryk  for EU som helhed og for enkelte af medlemslandene. Danmark er ikke blandt landene i EU-opgørelsen, men i en ny publikation fra Danmarks Statistik, er det danske ressourcefodaftryk for første gang opgjort officielt. En oversigt over resultater — både fra EU’s opgørelse og fra Danmarks Statistik — er vist i tabellen nedenfor.

Kilder: Eurostats Statistikbank env_ac_rme og Iliev(2019)

Desværre er disse beregninger ikke så enkle at gennemføre, og må baseres på en række skøn og forudsætninger. Det betyder, at der er en stor usikkerhed i resultaterne. Som det udtrykkes i EU’s dokumentation, så er yderligere harmonisering nødvendig, for at nå frem til god sammenlignelighed af estimaterne på tværs af landene. Det afspejler sig i tabellen i overraskende store forskelle mellem EU-landenes fodaftryk, men indtil opgørelsene er blevet bedre harmoniseret må vi nok antage, at forskellene mere hænger sammen med forskelle i metoder end med forskelle i faktisk ressourcebelastning.

Referencer
Bogomil Emilov Iliev: “Hvordan påvirker vores forbrug verdens naturressourcer?”, Danmarks Statistik Analyse, Nr. 2019:21, 21/11-2019 (link)
Danmarks Statistik: “Statistikdokumentation for
Materialestrømsregnskab 2017″ (link)
Eurostat: “Material flow accounts in raw material equivalents – modelling estimates (env_ac_rme)”, Reference Metadata (link)
Eurostat: “Material flow accounts (env_ac_mfa)“, Reference Metadata (link)

Professor i sundhedsøkonomi og -politik, Kjeld Møller Pedersen, har i en kronik i Altinget efterspurgt en ny og mere gennemskuelig statistik om de offentlige sundhedsudgifter. Kritikken er især rettet mod opgørelsen af sundhedsudgifterne i to af Danmarks Statistiks produkter: Regnskaber for regioner og kommuner og Offentlig Forvaltnings Udgifter og Indtægter. Kritikken kan opsumeres i følgende punkter:

1. Offentlig Forvaltnings Udgifter og Indtægter følger internationale retningslinier, der nok  gør opgørelsen af sundhedudgifterne internationalt sammenlignelig, men til gengæld nationalt uforståelig
2. Der savnes en opdeling på regioner, kommuner og stat i Offentlig Forvaltnings Udgifter og Indtægter.
3. Nogle af de betegnelser, som Danmarks Statistik anvender i Offentlig Forvaltnings Udgifter og Indtægter, er misvisende
4. Der savnes inflationskorrigerede serier i Regnskaber for regioner og kommuner

Vedr. punkt 1 går indvendingen dels på, at sammenhængen mellem det offentliges regnskaber og de internationalt sammenlignelige statistikker er uigennemskuelig, og dels at den internationalt sammenlignelige opgørelse ikke afspejler danske nationale behov. Men regnskaber har generelt et andet og bredere formål end en specifik statistik for offentlige udgifter. Bl.a. er regnskaberne grundlag for kontrol af overholdelse af bevillingsregler. Man kan derfor ikke forvente, at regnskaber umiddelbart kan opfylde statistikbrugernes behov. Omkodning og bearbejdning er nødvendig. Samtidig er det naturligvis et krav, at sammenhængen mellem statistikkens resultater og dens kilder er gennemskuelig. Set på den baggrund går kritikken på mangler i statistikkens dokumentation.

International sammenlignelighed har høj prioritet i den officielle statistik, efter min opfattelse med rette, men naturligvis bør der suppleres med nationale opgørelser, hvor der er behov for det. De internationale retningslinier er fasttlagt i den såkaldte Cofog-manual.  Møller Pedersens kritik går især på, at Cofog-kategorien Sundhedsvæsen omfatter udgifter til plejehjem, der efter hans opfattelse ikke er en sundhedsudgift, men snarere hører hjemme under Cofog-kategorien Social beskyttelse. I den mest detaljerede Cofog-opdeling er Pleje- og rekonvalcenthjem skilt ud som en særlig kategori, men denne underopdeling offentliggøres ikke i Danmarks Statistiks opgørelser.

Referencer
Kjeld Møller Pedersen: “Dumt spørgsmål, men hvad koster sundhedsvæsenet?”, Altinget 23/11-2019 (link)
Danmarks Statistik: “Klassifikation af det offentliges udgifter efter formål (COFOG)”, v1:1999″ (link)

Den globale opvarmning, og navnlig spørgsmålet om hvad vi kan og skal gøre for at begrænse den, er blevet et central emne i den offentlige debat, i hvert fald i de rige vestlige lande. Den dominerende holdning blandt forskere, vælgere og politikere er, at der bør gøres et forsøg på at begrænse opvarmningen, og at det først og fremmest skal ske ved at nedbringe den udledning af CO2, der er resultat af menneskelig virksomhed. På klimakonferencer indgår lande og byer aftaler om, hvor meget og hvor hurtigt udledningen skal nedbringes.

Alle disse aftaler og mål vedrører de direkte udledninger fra fabrikker, boliger og husdyr mm. på landets eller byens område. Dvs CO2-udledningen vedrører den produktion, der foregår i byen eller landet. Men nogle af de produkter der forbruges i byen eller landet kan være fremstillet andre steder, dvs. importeret, så den udledning, forbruget forårsager, er større end den der måles ud fra produktionen. I modsat retning trækker det af en del af produktionen eksporteres og indgår i forbruget andre steder. 

Produkion af tjenesteydelser giver ikke anledning til så megen CO2-udledning som produktion af industriprodukter.  Da rige lande typisk har stor produktion af tjenesteydelser og importerer industrivarer fra fattigere lande, undervurderer den produktionsbaserede opgørelse den virkelige — dvs. den forbrugsbaserede — belastning fra de rige lande. Det har bl.a fået den meget unge klimaaktivist  — Greta Thunberg — til at anklage de rige lande for kreativ bogføring af CO2-udledningen (Economist 2019).

Set fra statistikproducenternes synspunkt er problemet, at det er meget vanskeligere at opgøre den forbrugsbaserede udledning end den produktionsbaserede. Begge opgørelser er baseret på en række forudsætninger og modeller, der gør resultaterne usikre, men problemerne er størst for den forbrugsbaserede opgørelse. Det ændrer dog ikke på, at Grete Thunberg har ret i, at det i  denne sammenhæng giver bedre mening, at vurdere et lands eller en bys klimabelastning ud fra den forbrugsbaserede udledning.   

Referencer
Hannah Ritchie og Max Roser: “CO₂ and Greenhouse Gas Emissions”, Our World in Data 4/12-2018 (link)
Hanna Ritchie: “Who emits more than their share of CO₂ emissions?”, Our World in Data 4/12-2018 maj 2017, opdateret oktober 2018 (link)
Economist: “Greta Thunberg accuses rich countries of creative carbon accounting”, 17/10-2019  (link)

Det har, siden nationalregnskabet blev introduceret i midten af den 20. århundrede, været en kendt sag, at opgørelsen af værdien af den samlede produktion, bruttonationalproduktet (BNP), ikke er en særlig velegnet indikator for livskvalitet, og at opgørelsen ikke siger noget om produktionens bæredygtighed. Ikke desto mindre har netop BNP pr. capita ofte været tolket som et mål for livskvalitet, og den manglende hensynstagen til bæredygtighed  har ofte været ignoreret. Producenterne af den økonomiske statistik har i de senere år arbejdet med at finde egnede mål for livskvalitet og bæredygtighed, og i den forbindelse har OECD spillet en vigtig rolle. Peter van de Ven — OECD’s nationalregnskabschef  — har i en artikel i tidskriftet Eurona leveret et overblik over OECD’s hidtidige bestræbelser.

Nationalregnskabet er et omfattende statistisk system, der belyser mange sider af den økonomiske aktivitet, og BNP er blot et enkelt af de mange størrelser, der opgøres. Et naturligt første skridt er derfor at overveje, hvad der kan gøres inden for nationalregnskabets rammer. OECD har i den forbindelse bl.a. valgt at øge fokus på husholdningerne, fremfor den samlede økonomi der bl.a. også omfatter selskaber, og på den disponible indkomst, dvs. indkomst efter skat. Det foretrukne indkomstbegreb omfatter også de indkomster, husholdningerne har i form af gratis ydelser fra det offentlige, f.eks. i forbindelse med sundhed og uddannelse, og kaldes i nationalregnskabet for korrigeret disponibel indkomst. Men da langt fra alle lande kan levere de nødvendige data har OECD som udgangspunkt valgt begrebet disponibel indkomst, der ikke omfatter de de offentlige gratisydelser.

Men livskvalitet kan ikke analyseres udelukkende ud fra nationalregnskabets totalstørrelser, de såkaldte makrodata. Makrodata må suppleres med data for forskellige grupper af husholdninger og personer (f,eks fordeling efter køn, alder og erhverv), de såkaldte mikrodata. Begreberne i og teorien bag nationalregnskabet er forberedt for håndteringen af mikrodata, men i praksis er der store problemer i implementeringen. Problemet har været behandlet bl.a. i arbejdsgrupper i OECD og EU, uden at man endnu er kommet til fuld klarhed, men mange lande er begyndt at udarbejde og offentliggøre mikro-opgørelser, der er konsistente med nationalregnskabets makro-opgørelser.   

Der er dog grænser for, hvor langt man kan komme indenfor de rammer, der sættes af nationalregnskabet. Et af problemerne er den ubetalte husholdningproduktion, dvs. den produktion af f.eks. rengøring og børnepasning, der udføres direkte af en husholdnings egne medlemmer. Denne produktion indgår ikke i nationalregnskabets opgørelser. Købes sådanne ydelser på markedet, eller stilles de til rådighed af det offentlige, vil de derimod indgå. Der er derfor brug for at supplere de nationalregnskabsmæssige opgørelser med skøn over husholdningernes egen produktion. Desværre er det lettere sagt end gjort. 

Et andet problem er husholdningernes forbrug af gratis internettjenester som Google og Facebook. Leverandørerne har indtægter i form af annonceindtægter, som i en eller anden grad må afspejle sig i de priser, forbrugerne betaler for de forbrugsgoder, de køber på markedet. Men præcis hvordan og i hvilket omfang, man herved får afspejlet den værdi, forbruget af tjenesterne har for husholdningerne, er uafklaret. Endnu mere problematisk er forbruget af produkter, der udvikles og stilles til rådighed af frivillige, uden at der overhovedet er involveret betalinger. Styresystemet Linux og kontorpakken OpenOffice er eksempler på sådanne produkter. Husholdningernes forbrug af disse ydelser er slet ikke afspejlet i nationalregnskabet.

Når det drejer sig om  bæredygtighed er det begrænset, hvor meget nationalregnskabet i sin  nuværende form kan bidrage. Men der arbejdes med i tilknytning til nationalregnskabet at opbygget en række supplerende systemer, de såkaldte satellitregnskaber, der skal bidrage til at belyse de områder, de er underbelyst i det egentlige nationalregnskab (kernen). I satellitregnskaberne anvendes i videst muligt omfang de samme begreber og klassifikationer som i nationalregnskabet, således at opgørelserne kan sammenholdes. Der står dog mange problemer tilbage at løse, og endnu er satellitregnskaber kun implementeret i begrænset omfang.

Referencer
Peter van de Ven: “Measuring economic well-being and sustainability: a practical agenda for the present and the future”, Eurona 1/2019 (link)