Kategori: Specifikke statistikområder

Der har altid været stor politisk og juridisk bevågenhed omkring den amerikanske folketælling. Det skyldes, at folketællingen spiller en stor rolle i forbindelse med fordelingen af mandater i lovgivende forsamlinger, herunder især kongressen, og i forbindelse med fordelingen af bevillinger fra forbundsregeringen (se indlæg 19/9-2017 og 23/5-2017). I forbindelse med den kommende folketælling i 2020 har der navnlig været fokus på fire punkter (Chang, 2018):

• Betydeligt lavere budget end ved tidligere folketællinger
• Ny omkostningsreducerende teknologi er ikke aftestet
• Et kontroversielt spørgsmål om statsborgerskab frygtes at afskrække mange immigranter fra at deltage
• Ledelsesforholdene er delvist uafklarede efter den tidligere chefstatistikers afgang forrige år (se indlæg 23/5-2017)

Det centrale spørgsmål er om — eller i hvilket omfang — særlige grupper underrepræsenteres i folketællingen. Eksempler på grupper, der muligvis underrepræsenteres, er ikke-hvide, fattige og hjemløse. Der har været en formodning om, at underrepræsentationen var størst blandt Demokraternes kærnevælgere, hvilket nok er årsagen til, at Republikanerne traditionelt har været de mest kristiske overfor tiltag, der havde til formål at øge repræsentativiteten.

Omkring finansieringen er forholdene lettet lidt, efter at Folketællingen i år har fået en større bevilling end tidligere forventet. Kritikere frygter dog, at den øgede bevilling kun sikrer, at forfatningens grundlæggende krav opfyldes, men ikke er tilstrækkelig til en indsats for at forbedre repræsentativiteten.

Spørgsmålet om statsborgerskab er måske det af punkterne der har skabt mest debat. Det omstridte spørgmål vedrører kun statsborgerskabet og afslører intet om illegal indvandring. Desuden er det ikke tilladt, at anvende folketællingsdata i forbindelse med administrative afgørelser vedrørende enkeltpersoner. Alligevel frygter skeptikerne, at inddragelsen af spørgsmålet i folketællingsskemaet vil gøre det vanskeligere at opnå svar fra mange indvandrere.

Referencer:
Alvin Chang: How Republicans are Undermining the 2020 Census, Explained with a Cartoon,  Vox 8/5-2018 (link)
D’Vera Cohn: What to know about the citizenship question the Census Bureau is planning to ask in 2020, Pew Research Center  30/3-2018 (link)

Med et medlemstal på 4,4 mio. (2017) kan der vanskeligt rejses tvivl om, at Folkekirken har en solid position i danskernes bevidsthed. På den anden side står det også klart, at positionen ikke er så stærk som den har været. Medlemstallet var i 1990 4,6 mio, så medlemstallet er i de seneste 17 år faldet med 0,2 mio. I samme periode er folketallet steget med  0,7 mio. —  fra 5,1 mio. til 5,8 mio. Andelen af befolkningen, der er medlemmer, er faldet fra 89 pct. i 1990 til 75 pct i 2017. Tallene er fra Kirkeministeriets hjemmeside, men er opgjort af Danmarks Statistik på grundlag af Det Centrale Personregister (CPR).

Et fald i medlemsandel fra 89 til 75 pct er drastisk, men skal også ses på beggrund af en betydelig ændring af befolkningens etniske sammensætning. Etniske danskeres andel af befolkningen er faldet fra 96 pct til 87 pct, og kun en lille del af indvandrere og efterkommere er medlemmer af Folkekirken. Medlemsandelen blandt etniske danskere var  i 2017 86 pct. I Statistikbanken har Danmarks Statistik kun offentliggjort Folkekirkens medlemstal fordelt på etnisk baggrund tilbage til 2016, så det kan ikke umiddelbart ses, hvordan udviklingen siden 1990 har været for etniske danskere. Men der findes tal for udviklingen i den etniske sammensætning for hele befolkningen, så ved at forudsætte at indvandreres og efterkommeres medlemsandel i folkekirken i perioden 1990-2015 er den samme som i 2016, kan man få et lidt upræcist, men dog brugbart billede af, hvordan udviklingen har været for etniske danskere. Beregningen en vist i nedenstående tabel.

Beregning af etniske danskeres medlemsandel i Folkekirken

Kilder: Kirkeministeriet og Statistikbanken.dk/FOLK2, KM5 og KMSTA001

Beregnet på denne måde er medlemsandelen for etniske danskere faldet fra 93 pct i 1990 til 86 pct i 2018. Et betydeligt fald, men dog ikke så drastisk som når udviklingen for hele befolkningen betragtes.

Referencer:
Kirkeministeriet: Svar på spørgsmål fra Kirkeudvalget, 8/9-2014 (link)
Kirkeministeriet: Folkekirkens medlemstal (link)
Kristeligt Dagblad: Folkekirkens medlemstab skyldes indvandring, 3/3-2017 (link)

I et tidligere indlæg, har jeg fremhævet museumsstatistikken som en statistik af meget høj kvalitet, der kunne tjene som forbillede for andre statistikker. Uheldigvis måtte jeg kort efter modificere dette udsagn, da det viste sig at nogle museer anvendte kreative opgørelsesmetoder til at puste besøgstallet op. Men i den seneste opgørelse, der vedrører året 2017, har Danmarks Statistik præciseret reglerne for opgørelse af besøgstallet, således at museerne nu både indberetter det oppustede besøgstal (bruttotallet), der omfatter besøgende i museumscafe og —butik, og et besøgstal (nettotallet) der udelukkende omfatter besøgende i samlingerne. Den offentliggjorte statistik er baseret på nettotallet. Det gør statistikken langt mere anvendelig, at der nu er klarhed omkring definitionen af besøgstallet, men det svækker naturligvis sammenligneligheden med tidligere opgørelser.

Danmarks Statistik beretter, at musernes besøgstal er steget med 3 pct, fra 15,0 mio. i 2016 til 15,5 mio. i 2017.  Den reelle stigning er større, da tallene for 2016 er påvirket i opadgående retning, af de oppustede indberetninger fra visse museer.

 I figuren nedenunder er besøgstallene for en udvalgt gruppe af museer — de statslige og statsanerkendte kunstmuseer — illustreret. De fem største er navngivet i figuren (SMK er Statens Museum for Kunst) og udviklingen fra 2016 til 2017 er angivet med pile.

Kilde: Danmarks Statistik: Liste med besøgstal for statslige og statsanerkendte museer 2016 og 2017

Samlet set , og uden korrektion for den ændrede opgørelsesmetode, er besøgstallet for denne gruppe stort set uændret fra 2016 til 2017 (ca. 4,8 mio), men som det fremgår af figuren så er forskellen mellem museerne blevet mindre, efter at opgørelsesmetoden er blevet mere ensartet. Mest markant er, at det største af museerne — Aros — er rykket tættere på hovedfeltet. Aros er et af de museer, der tidligere indberettede oppustede besøgstal.

Referencer:
Danmarks Statistik: Museerne får stadigt flere besøgende, Nyt nr. 171 2, maj 2018 (link)
Danmarks Statistik: Liste med besøgstal for statslige og statsanerkendte museer 2016, (link)
Danmarks Statistik: Liste med besøgstal for statslige og statsanerkendte museer 2017, (link)

Traditionelt har udviklingen i bruttonationalproduktet (BNP) været målestokken for vurderingen af et lands økonomiske vækst.  BNP-væksten er stadig det centrale og alment anerkendte vækstmål, men stigende problemer omkring den statistiske opgørelse af BNP (se indlæg fra 3/6-2016, 14/6-2016 og 4/4-2017) har i de senere år givet anledning til overvejelser omkring den fortsatte brugbarhed. Ikke mange kan forestille sig, at BNP helt opgives som vækstmål inden for en nær fremtid, med flere advarer om, at det må anvendes med større forsigtighed og eventuelt suppleres med andre vækstmål.

I den førløbne uge har syv danske cheføkonomer i Berlingske Tidende givet udtryk for bekymring omkring BNP-målets evne til beskrive den økonomiske vækst med tilstrækkelig præcision. Usikkerheden gør de offentliggjorte vækstrater vanskelige at fortolke. Det første skøn over BNP-væksten — BNP-indikatoren —  offentliggøres allerede 45 dage efter kvartalets udløb. Efterhånden som der bliver mere information til rådighed revideres skønnet,  første gang 60 dage efter kvartalets udløb. Men revisionerne er efterhånden blevet så store, at tilliden til pålideligheden af de første skøn er ved at gå tabt.

Kritikerne er helt på det rene med, at problemerne skyldes ændringer i den måde den nationale økonomi fungerer på, og ikke uden videre kan lægges producenten — dvs. Danmarks Statistik — til last. Nogle af dem påpeger dog, at revisionerne næsten altid er i positiv retning, hvilket tyder på en systematisk undervurdering af BNP i de første opgørelser. Der rejses også kritik af, at Danmarks Statistik ikke i tilstrækkelig grad har advaret brugerne om problemerne.

Der kan naturligvis være delte meninger om, hvornår der er advaret tilstrækkeligt, men Danmarks Statistik har faktisk peget på problemerne i en klumme (15/3-2017) fra rigsstatistikeren (se tidl. indlæg). I klummen konkluderes, at BNP-opgørelserne fremover bliver vanskeligere at fortolke, og at der må udvikles nye mål til supplering af BNP-opgørelsen.

Referencer:
Berlingske Tidende: Økonomer: Det er galt med landets store regnemaskine, 18/4-2018, 2. sektion: Business s.10
Danmarks Statistik: Statistikdokumentation for kvartalsvist nationalregnskab (link)
Danmarks Statistik: Dokumentation af BNP-indikator (link)

Medborgerskabsundersøgelsen er en statistisk opgørelse, der skal belyse status og udvikling i integrationen af efterkommere og indvandrere af ikke-vestlig herkomst. Det sker ved at sammenligne ikke-vestlige indvandreres og efterkommeres svar på en række spørgsmål om holdninger og sociale forhold med danskeres svar på de samme spørgsmål. Indvandrere er personer født i udlandet, hvis forældre hverken er danske statsborgere eller født i Danmark. Efterkommere er personer født i Danmark, men hvis forældre er indvandrere. Kun personer på 18 år og derover indgår, og indvandrere indgår kun, hvis de har opholdt sig i Danmark i mindst tre år.  Statistikken har siden 2012 årligt været opgjort af Udlændinge- og Integrationsministeriet.

En række hovedresultater fra Medborgerskabsundersøgelsen 2017 er offentliggjort i Medborgerskab 2017. Underøgelsen er også kilde til nogle af indikatorerne i Det Nationale Integrationsbarometer. I tabellen nedenfor er vist nogle uddrag fra medborgerskabspublikationens tabeller i stærkt komprimeret form.

Datagrundlaget er en stratificeret stikprøve. Der er anvendt tre strata: indvandrere og efterkommere 18-29 år, indvandrere og efterkommere 30 år eller mere og danskere. Svarprocenten er ret lav for for indvandrere og efterkommere, 42 for gruppen under 30 år og 47  for gruppen over. Danskeres svarprocent er 60. Ved tidligere undersøgelser har svarprocenten for indvandrere og efterkommere været endnu lavere, men en række særlige tiltag har bidraget til en højere svarprocent i 2017.

Den lave svarprocent og forskellen i svarprocent mellem de grupper man ønsker at belyse, giver et problem for repræsentativiteten. En delvis kompensation herfor søger man gennem en opregning af svarene fra forskellige grupper, svarende til deres andel af den samlede population. Kriterierne for opregningen er alder, køn, uddannelse, sprog og disponibel indkomst. For danskere er kriterierne sprog og disponibel indkomst erstattet med landsdel og socioøkonomisk status.

SFI har i et notat (Gorinas og Præstgaard-Christensen)  på grundlag af medborgerundersøgelsen for 2016 undersøgt mulige konsekvenser for repræsentativiteten af den lave svarprocent for ikke-vestlige indvandrere og efterkommere. Undersøgelsen viser at de indvandrere og efterkommere, der har deltaget i undersøgelsen, på en række punkter afviger både fra den samlede population af indvandrere og efterkommere og fra den gruppe, der ikke  har deltaget. Særligt uheldigt er det, at en stor indvandrergruppe som tyrkerne er stærkt underrepræsenteret.

Referencer:
Det Nationale Integrationsbarometer: Hjemmeside (link)
Det Nationale Integrationsbarometer: Oversigt over notater om medboreskabsundersøgelsen (link)
Udlændinge- og Integrationsministeriet: Medborgerskab 2017 (notat) (link)
Cedric Gorinas og Christine Præstgaard Christensen: Repræsentativitet i spørgeskemaundersøgelser blandt etniske minoriteter – medborgerskabsundersøgelse, SFI 2017 (link)

I Danmarks Statistiks præsentation af Forbrugsundersøgelsen for 2016 er hovedhistorien, at husholdningernes opsparing nu udgør 25 pct. af rådighedsbeløbet. Rådighedsbeløbet er det beløb husholdningernme har til rådighed til forbrug, til gaver, til  betaling af bøder og foreningskontingenter og til opsparing. Den høje opsparingsandel virker overraskende, fordi Danmarks Statistik i forbindelse med Nationalregnskabet præsenterer en helt anden og væsentlig lavere opsparingsandel for husholdningerne. Nationalregnskabet når frem til en en opspringsandel for husholdningerne på blot 4 pct (nettoopsparing) af den disponible indkomst.

Som det fremgår, så opgør forbrugsundersøgelsen opsparingskvoten ud fra rådighedsbeløbet, hvor nationalregnskabet opgør den ud fra den disponible indkomst. Hertil kommer, at nationalregnskabets definition af opsparing afviger fra forbrugsundersøgelsens. For at gøre sammenligningen lidt mere overskuelig har jeg i tabellen herunder søgt at omregne forbrugsundersøgelsens begreber til nationalregnskabets definitioner. Omregningen kan sikkert raffineres yderligere.

Sammenligning af opsparingskvote i forbrugsundersøgelse og nationalregnskab, 2016

Noter: ¹En del af renten af forbrugslån (fisim) indgår i nationalregnskabet som forbrug. Omvendt betragtes en del af forsikringspræmierne som betalt overførsel og ikke som forbrug. ²Pensionskassernes formueindkomst og investeringsforeningernes formueindkomst af husholdningsejede certifikater overføres i nationalregnskabet som indkomst for husholdningene.
Kilder: Statikstikbanken/FU6, NASD21, og NASD22 

Nationalregnskabet har en lidt tvetydig behandling af pensionsopsparingen. Ved opgørelsen af den disponible indkomst betragtes indbetalinger af bidrag til arbejdsmarkedspensioner som en slags skat, der indgår med negativt fortegn i opgørelsen.  Til gengæld betragtes de udbetalte pensioner som indkomst, der indgår med positivt fortegn. Ved opgørelsen af opsparingen betragtes bidragsindbetalingerne derimod som en opsparing og pensionsudbetalingerne tilsvarende som en nedsparing. Opsparingen kommer derfor til ikke blot at omfatte forskellen mellem den disponible indkomst og forbruget, som er den sædvanlige definition af opsparing, men også forskellen mellem de indbetalte pensionsbidrag og de udbetalte pensioner (punkt 10 i tabellen). Af hensyn til konsistensen opgøres opsparingskvoten derfor ikke som opsparingens andel af disponibel indkomst, men som opsparingens andel af disponibel indkomst plus opsparingen i pensionskasserne.

Som det fremgår af tabellen, så ændrer omformningen af forbrugsundersøgelsen til nationalregnskabets begreber ikke på den store forskel i opsparingskvote. Men det bliver tydeligt, at den vigtigste årsag til forskellen ikke ligger i opgørelsen af den disponible indkomst, men i opgørelsen af forbruget. Det opgjorte forbrug i forbrugsundersøgelsen (uden NR-korrektion) udgjorde i 2016 kun 85 pct. af nationalregnskabets forbrug. Denne andel har være faldende i de senere år. I 2007 og 2008, hvor andelen var på sit højeste, udgjorde den 96 pct. Det virker usandsynligt, at så stor en forskel, og navnlig forøgelsen af forskellen siden 2008, udelukkende skulle afspejle tilsigtede forskelle i definitioner og opgørelsesmetoder. En nøjere granskning kunne være interessant. Måske et emne for et kommende indlæg.

Referencer:
Danmarks Statistik: Vi Sparer mere op, Nyt fra Danmarks Statistik 2018:118 (Link)

Den Nationale Sundhedsprofil er et forsøg på at give et samlet overblik over den danske befolknings sundhedstilstand. Den seneste undersøgelse vedrører året 2017, og tilsvarende undersøgelser er tidligere gennemført for årene 2010 og 2013. Bag undersøgelsen står Sundhedsstyrelsen, de fem regioner og Statens Institut for Folkesundhed. Undersøgelsen belyser både helbredstilstand, f.eks. sygelighed og livsstil, f.eks. alkoholforbrug og kostvaner. Datagrundlaget er spørgeskemaer indsamlet fra en stikprøve af landets befolkning. Undersøgelsen supplerer ved sit fokus på borgernes egne vurderinger, de informationer der er til rådighed fra registreringen af  behandlingerne i sundhedsinstitutionerne.

I alt ca. 312 tusinde personer over 16 år blevet opfordret til at at besvare spørgeskemamaet og næsten 59 procent har faktisk svaret. Der er dog stor forskel på besvarelsesprocenterne for forskellige grupper. F.eks er besvarelsesprocenten i Region Syddanmark 67 pct., men kun 53 pct, i Region Hovedstaden. Blandt etniske danskere har 62 pct. svaret, men kun 33 pct. blandt ikke-vestlige indvandrere. Forskellene i svarprocent medvirker til, at stikprøven ikke er repræsentativ for hele befolkningen. Det har man forsøgt at kompencere for, ved at opregne på grundlag af kendskab til den samlede befolknings fordeling på en række kendetegn, bl.a. køn , alder, familietype og etnisk baggrund.

Detaljerede statistiske opgørelser af det omfattende materiale er stillet til rådighed for alle gennem en internetbaseret database. For hver af 70 spørgsmål, f.eks alkolholforbrug, forekomst af slidgigt eller selvvurderet helbred, kan man i databasen finde svarene fordelt på en række baggrundsvariable, f.eks.  køn, alder og etnisk baggrund. Som et enkelt eksempel på data hentet fra statistikbanken er nedenfor vist andelen af mænd og kvinder i forskellige aldersgrupper, der efter egen vurdering har et godt helbred.

Andel med godt selvvurderet helbred¹ fordelt på køn og alder, 2017

¹ Omfatter kategorierne fremragende, vældigt godt og godt i spørgeskemaet.
Kilde: Den Nationale Sundhedsprofil

Som man kunne forvente er andelen faldende med stigende alder. I alle aldersgrupper er andelen lidt højere for mænd end for kvinder. I  den højeste aldersgruppe er forkellen mellem kønnene tilsyneladende større end for de øvrige aldersgrupper, men det skyldes nok, at kvindernes gennemsnitsalder er højere end mændenes.

Opgørelserne findes for landet som helhed og for regioner og kommuner. Selvom statistikbankens opgørelser er detaljerede, er det dog ikke alle kombinationer af baggrundsvariablene, man kan finde data for, men forskere kan søge om adgang til mere detaljerede data.

Referencer:
Sundhedsstyrelsen: Danskernes Sundhed – Den Nationale Sundhedsprofil 2017, (link)
Statens Institut for Folkesundhed: Statistikbank (link)
Sundhedsdatastyrelsen: Hjemmeside (link)
Statens Institut for Folkesundhed: Hjemmeside (link)

I mit indlæg 5/12-2017 skrev jeg, at mange landes statistikmyndigheder ser religion som et følsomt område, som man er tilbageholdende med, at belyse statistisk. Noget tilsvarende kan siges om etnisk/national baggrund, og navnlig sammenhængen mellem etnisk/national baggrund og kriminalitet. Det gælder dog ikke alle lande. I Danmark og Norge har man i flere år opgjort en officiel statistik om indvandreres kriminalitet. I Sverige har man derimod eksplicit besluttet ikke at opgøre en sådan statistik.

Den officielle kriminalstatistik er baseret på politiets opgørelser, der ifølge sagens natur kun omfatter den kriminalitet, der kommer til politiets kendskab. Politiets materiale omfatter både anmeldte og opklarede forbrydelser, men der findes, igen ifølge dagens natur, kun oplysninger og lovovertræderens personlige data — herunder etnisk/national baggrund — i de tilfælde, hvor forbrydelsen er opklaret. Dertil kommer, at en stor andel af lovovertrædelserne slet ikke anmeldes, det såkaldte mørketal. Den officielle statistik afspejler derfor kun en del af virkeligheden.

Mørketallet kan belyses gennem spørgeskemaundersøgelser hvor man beder de adspurgte oplyse, enten om de har begået lovovertrædelser, eller om de har været ofre for en forbrydelse. På bestilling af det tyske familieministerium har  Universitetet for Anvendt Videnskab i Zürich (Zürcher Hochschule für Angewandte Wissenschaften) udarbejdet en rapport (Christian Pfeiffer, Dirk Baier og Sören Kliem), der bruger svarene på den type spørgsmål til at belyse udviklingen i voldskriminaliteten blandt unge i Tyskland. Rapportens helt overordnede konklusion er, at de unges voldskriminalitet har været faldende i Tyskland i de senere år. Faldet gælder både tyskere og indvandrere, men de unge indvandrere har stadig en højere kriminalitetsrate end de unge tyskere.

Rapporten forsøger, på grundlag af tal fra 2007/2008 for indvandrere fra Tyrkiet, det tidligere USSR og det tidligere Jugoslavien, at forklare denne forskel mellem tyskere og  indvandrere  som forårsaget dels af forskelle i socioøkonomisk status (uddannelsesniveau og arbejdsmarkedstilknytning) og dels af forskelle i kulturel orientering. Et uddrag af resultaterne er vist i nedenstående tabel.

Andel i pct., der oplyser, at de indenfor de foregående 12 måneder har udsat andre for røveri eller vold.

Kilde : Christian Pfeiffer, Dirk Baier og Sören Kliem, tabel 3, s.18

I gruppen samme socioøkonomske status er kun medtaget unge, der er under gymnasial uddannelse og hvis forældre ikke modtager bistandsydelser fra staten. Gruppen samme socioøkonomiske status og kulturelle orientering er yderligere afgrænset til kun at omfatte personer der angiver, at de ikke har oplevet alvorlig vold fra forældre gennem deres barndom og at de ikke tilslutter sig særlige normer for maskulinitet, som f.eks. at en mand, der ikke er villig til at besvare fornærmelser med vold, er en svækling.

Som det fremgår af tabellen, tyder denne undersøgelse ikke på, at uddannelse og forældres grad af selvforsørgelse i sig selv spiller den store rolle for unge indvandreres kriminalitet. Det er den kulturelle orientering, der spiller den store rolle, og den ændres tilsyneladende ikke uden videre ved ændring af socioøkonomisk status.

Referencer:
Christian Pfeiffer, Dirk Baier og Sören Kliem: Zur Entwicklung der Gewalt in Deutschland, Zürcher Hochshule für Angewandete Wissenschaften (link)

Inflation måles sædvanligvis som udviklingen i forbrugerpriserne og belyses ved forskellige former for forbrugerprisindeks. Ved forbrugerpriser forstås i den sammenhæng de priser, som forbrugerne faktisk betaler, dvs. inklusiv moms og andre afgifter og eksklusiv eventuelle tilskud (subsidier). Den måde at opgøre inflation på er helt i overensstemmelse med internationale statistiske retningslinier.

Men selvfølgelig gør det en forskel, om det man betaler for varerne er en betaling til sælger og producent eller om det er en skat, som jo i princippet er en betaling til fællesskabet. Uden disse skatter på de købte produkter ville andre skatter være højere eller de offentlige ydelser lavere. Alt andet lige, skal jeg som økonom forsigtigt tilføje. For at belyse denne forskel opgør Danmarks Statistik et indeks for forbrugerpriser, der er korrigeret for afgifter og subsidier. Dette indeks betegnes nettoprisindekset.

Forbrugerprisndeks og nettoprisindeks, stigning i forhold til foregående måned, 2016-2017

Kilde: www.Statistikbanken.dk tabel PRIS111 og PRIS114

Ser man på indeksene for det samlede forbrug (den øverste af graferne ovenfor) fremgår det, at det gør en forskel om prisændringerne opgøres med eller uden afgifter, men at forskellene er ret små, så længe der kun sker afgiftsændringer for enkelte produkttyper. En ændring i en generel afgift som momsen ville vise sig tydeligere.  Mere markante forskelle ser men, hvis man sammenligener indeksene for et højtbeskattet produkt, i en periode hvor afgifterne på produktet ændres. Det er illustreret i den nederste af figurerne hvor prisudviklingen for nye biler er vist. Her ses det tydeligt, hvordan nedsættelserne af registreringsafgiften har en tydelig virkning på forbrugerprisindeksene for januar og oktober 2017, hvorimod nettoprisindeksets udsving er betydeligt mindre.

Nettoprisindekset kan ikke tolkes som et udtryk for, hvordan forbrugerpriserne ville have udviklet sig, hvis der ikke havde været afgifter på produkterne. Det skyldes, at man ikke kan regne med, at en afgiftændring slår fuldt igennem på de priser forbrugerne betaler. Økonomisk teori vil forudsige, at den prisstigning, der følger af en afgiftforhøjelse på et produkt, vil nedsætte forbrugernes efterspørgsel efter produktet. Producenterne og forhandlerne vil sandsynligvis søge at modvirke faldet i efterspørgslen ved at sætte deres avance ned, således at prisstigningen for forbrugerne bliver mindre end afgiftsforhøjelsen. I praksis betyder det, at byrden af afgiftsforhøjelsen — incidensen i økonomsprog — fordeles mellem producent/forhandler og forbruger, selv om størstedelen af byrden nok falder på forbrugeren. Ved afgiftsnedsættelser forventer den økonomske teori tilsvarende en fordeling af gevinsten.

Referencer:
Danmarks Statistik: Dokumentation af forbrugerprisindeks (link)
Danmarks Statistik: Dokumentation af nettoprisindeks (link)

Lønindeksene fra Danmarks Statistik har til formål at belyse lønudviklingen fordelt på brancher og på hhv. “stat”, “regioner”, “kommuner” og “virksomheder og organisationer”. Indeksene siger intet om lønniveauet. Det belyses i andre statistikker, navnlig lønstrukturstatistikken, der til gengæld ikke er egnet til belysning af lønudvikling (se tidligere indlæg). Men brugen af lønindeksene til belysning af lønudviklingen kræver en vis omtanke for at undgå fejlfortolkninger. Det har Rigsstatistikeren — foranlediget af de kommende overenskomstforhandlinger for de offentligt ansatte — understreget i sin klumme fra 12. december.

Det væsentligste problem er, at indeksene ikke tager højde for, at de ansattes fordeling på. f.eks stillingskategori og uddannelse kan ændre sig. Øges f.eks. andelen af højtuddannede på bekostning af mellemuddannede, så vil lønindekset stige, fordi lønnen er højere for de højtuddannede. Men det afspejler ikke en lønstigning for hverken de højt-eller mellemuddannede. Kun en ændret sammensætning af arbejdsstyrken. I klummen henviser rigsstatistikeren til en analyse fra Danmarks Statistik, der faktisk viser, at det offentlige har øget andelen af højtuddannede (se tidligere indlæg). Et nyt indeks, der tager højde for sådanne ændringer i sammensætningen er under forberedelse i Danmarks Statistik, og forventes at kunne offentliggøres inden udgangen af 2018.

Ved offentliggørelsen i Nyt fra Danmarks Statistik præsenteres lønindeksene samlet, men indsamlings- og metodemæssigt er er tale om to statistikprodukter —  et for stat, kommuner og regioner (offentlig forvaltning og service) og et for virksomheder og organisationer. Indekset for offentlig forvaltning og service er basereret på en totaltælling og omfatter stort set alle ansatte indenfor området. Indekset for virksomheder og organisationer er derimod baseret på en stikprøve og omfatter kun enheder med 10 eller flere ansatte. Desuden er virksomheder indenfor landbrug og fiskeri udeladt.

I statistikbanken findes kvartalsvise opgørelser af lønindeksene tilbage til 2005 (Statistikbanken ILON12, ILON22 og ILON32). Der er dog et databrud i 2013, hvor en række offentligt ejede enheder, der i deres funktion minder om privatejede virksomheder, f.eks. DSB og kommunale forsyningsselskaber, blev flyttet fra “stat” og “kommuner” til “virksomheder og organisationer”. Danmarks Statistik mener dog ikke at dette databrud har større betydning for sammenligneligheden. I det hele taget beskriver Danmarks Statistik den generelle kvalitet af lønindeksene som værende høj.

Referencer:
Danmarks Statistik: Vær forsigtig med at bruge lønindekset til historiske sammenligninger, Rigsstatistikerens Klumme 12/12 2017 (link)
Danmarks Statistik: Dokumentation af lønindeks for offentlig forvaltning og service (link)
Danmarks Statistik: Dokumentation af lønindeks for virksomheder og organisationer (link)