Kategori: Specifikke statistikområder

Bean rapporten (se indlæg fra 3/6) rejste en række problemer omkring begreberne og metoderne i den officielle statistik. En væsentlig del af problemerne vedrører bruttonationalproduktet (BNP) — et af de bedst kendte og mest anvendte  begreber fra statistikken. Men skønt begrebet er godt kendt, er det ikke særligt godt forstået. Der er gode grunde både til begrebets udbredte anvendelse og til manglen på dybere forståelse af dets betydning, og disse grunde belyses i en velskrevet og veloplagt bog,  GDP — A Brief but Affectionate History, hvor Diane Coyle giver et godt overblik over begrebets formål, betydning og historie.

BNP’s formål er at belyse den samlede økonomiske værdiskabelse, eller værditilvækst, i en nation. Uheldigvis er det ikke indlysende, hvad der skal forstås ved værdiskabelse, så hvad BNP skal omfatte, og hvordan det skal opgøres, er fastlagt ved beslutninger, truffet efter omfattende internationale diskussioner mellem økonomiske eksperter. Da diskussionerne langtfra altid har ført frem til fuld enighed, er resultatet blevet en række kompromisser og vedtagelser, der efterlader rigelig plads til fortsat diskussion. BNP er med andre ord et temmelig abstrakt begreb, der ikke direkte afspejler noget, der umiddelbart kan observeres i virkeligheden.

FN, OECD, Verdensbanken, Den internationale Valutafond og EU har været hovedaktører i fastlæggelsen af et sæt internationale retningslinier for opgørelsen af BNP og andre nationalregnskabsstørrelser, og har udgivet retningslinierne i en omfattende publikation,  System of National Accounts 2008 (SNA).  Generelt er SNA kun vejledende, selv om den i vidt omfang følges af mange nationer, men for EU-landene er det en forpligtelse at følge den. Forpligtelsen er  fastlagt i en forordning — Det Europæiske Nationalregnskabs System (ENS, eller ESA på engelsk) —  der kan ses som en præcisering af SNA. (Dansk udgave her)

BNP opgøres i monetære enheder f.eks kroner, euro eller dollars. Men at anvende monetære enheder som målestok giver problemer ved  sammenligninger over tid, f.eks. når den økonomiske vækst skal måles. Værdien af en monetær enhed er nemlig ikke konstant. På grund af inflation vil kronen og andre monetære enheder typisk tabe værdi som tiden går. En stigning i BNP målt i løbende priser fra et år til et andet afspejler derfor helt eller delvist ændringer i priserne på de varer og tjenester, der indgår i opgørelsen. Der er derfor brug for opgørelser, der er renset for prisændringer, de såkaldte volumenopgørelser. Volumenopgørelser kommer man frem til ved at korrigere udviklingen i løbende priser med udviklingen i et prisindeks. Opgørelsen af prisindeks er dog ikke helt uproblematisk, og uheldigvis har den økonomiske udvikling  gjort opgørelsen endnu vanskeligere.

En af de største udfordringer ved opgørelsen af volumen er, og har altid været, tjenesteydelser. Man kan ikke opgøre en advokats eller en skolelærers produktion i stk. eller kg, som man kan for materielle produkter som biler eller søm. Ganske vist er det også en udfordring at afgøre, hvor stor del af en prisændring på f.eks. en ny model af en bil, der er udtryk for at den nye model er bedre — med statistikkens udtryk har højere kvalitet — end den gamle og hvor stor en del der skyldes en generel prisændring på en bil af samme kvalitet som den gamle, udgåede model. Kun den sidstnævnte generelle del skal indgå i prisindekset. Denne type problemer har især voldt kvaler i forbindelse med computere, hvor de nye modeller ofte blev solgt til samme eller lavere pris end de gamle, selvom kvaliteten var højere.

Men tjenesteydelser volder endnu større problemer, og det er særligt uheldigt fordi tjenesteydelser udgør en stadig større del af værditilvæksten, og forlængst har fortrængt varerne som den dominerende komponent i BNP. Et helt specielt problem udgøres af de internettjenester, som stilles gratis til rådighed for for brugerne f.eks. Google og YouTube. Tendensen går ifølge Coyle i retning af, at prisstigninger overvurderes (og prisfald undervurderes) hvilket igen fører til at volumenopgørelserne af BNP undervurderer den forøgelse i værditilvæksten, der reelt har fundet sted.

En anden af Coyles hovedpointer er, at variation i udbuddet af goder er en del af den samlede kvalitet af produktionen. Forbrugeren er langt bedre stillet, hvis han har  flere varianter at vælge imellem, hvad enten det gælder biler, tøj, tandpasta eller hospitalsbehandlinger. Men den forøgelse af variationen i udbuddet af produkter, som forbrugerne længe har oplevet, ignoreres fuldstændigt i opgørelsen af BNP. Der findes heller ikke andre steder i den økonomiske statistik en opgørelse af antallet af varianter indenfor de forskellige produktgrupper.

Selvom Dianna Coyle opregner mange problemer omkring BNP, så mener hun ikke at begrebet kan undværes eller erstattes med noget bedre. I hvert fald ikke lige i øjeblikket. Men det kan ændre sig. Hun lægger op til, at der skal arbejdes både med at modernisere dataindsamlingen, så kvaliteten af BNP-opgørelserne forbedres, og med at udvikle nye mål, for de aspekter, som ikke belyses særligt godt af BNP, f.eks. bæredygtighed og velfærd. På kort sigt skal de nye mål supplere de traditionelle BNP-opgørelser, men på længere sigt er det muligt, at der kan udvikles et mål, som kan erstatte BNP-opgørelsen.

Etablering af en bedre statistik om befolkningens livskvalitet er et af punkterne i Danmarks Statistiks arbejdsprogram for 2016. De første resultater forventes offentliggjort senere på året, og vil bl.a. indeholde kommunalfordelte indikatorer for livskvalitet. Region Syddanmark har allerede gennemført det første forsøg på dansk område.

Udviklingen af forbedret statistik om livskvalitet er en international tendens, der for alvor kom i gang med offentliggørelsen af den såkaldte Stiglitz-rapport i 2009 og emnet har siden nydt stor bevågenhed, både i de nationale statistikbureauer og i internationale organisationer som EU og OECD. Både EU og OECD etableret hjemmesider med udvalgte indikatorer for medlemslandende og de to organisationer har også nedsat ekspertgrupper, der undersøger mulighederne og stiller forslag til udvidelse og forbedringer af statistikkerne på området.

Under overskriften “Beyond GDP” har EU på deres hjemmeside samlet en række informationer og links om udviklingen af  levevilkårindikatorer, og OECD har etableret et on-line beregningsprogram — Better Life Index. Her kan brugeren indtaste sine egne præferencer omkring vægtningen af elleve forskellige aspekter af livskvalitet (f.eks. indkomst,. helbred og miljø)  og på den måde sammenligne livskvalitet i OECD-landende på grundlag af sin egen opfattelse af vigtigheden af de forskellige aspekter.

Blandt de nationale bureauer har  UK, Italien og Østrig været pionerer og har allerede udviklet og offentliggjort ret omfattende statistikker om livskvalitet.  S. G. Diez har i en artikel i WISTA (tidsskrift udgivet af det tyske statistikbureau) beskrevet og sammenlignet de tre landes indfaldsvinker og metoder.

Staten og kommunerne — det offentlige — er klemt mellem ønsker og krav til flere ydelser på den ene side og uvilje mod at sætte skatterne op på den anden. De offentlige ydelser nyder stor folkelig opbakning, og de ses i de fleste tilfælde som bidrag til løsning af samfundets problemer, men omvendt ses skatterne som en byrde, og jo højere de bliver, desto større bliver den folkelige modstand. En oplagt vej ud af denne klemme er at få mere ud af de samme skattekroner, og det kan man få, hvis man kan øge de offentligt ansattes arbejdsproduktivitet, f.eks. gennem uddannelse eller bedre redskaber.

Et ofte anvendt mål for udviklingen i  arbejdsproduktiviteten er udviklingen i  værditilvæksten — opgjort som volumen — pr. præsteret arbejdstime.  Med udvikling i volumen menes udviklingen i kombinationen af mængde og kvalitet, uden hensyn til eventuelle prisændringer. En forøgelse i volumen af produtionen af tv-apparater kan således både afspejle en forøgelse i antallet af producerede apparater og en forøgelse af kvaliteten af de enkelte apparater, f .eks. skærmstørrelsen. Kilden til beregningen er oftest nationalregnskabet, hvor både værditilvækst i volumen og antallet af præsterede arbejdstimer opgøres fordelt på, brancher.

Produktivitetsberegninger er ret komplicerede. Opgørelsen af antallet af arbejdstimer volder ikke statistikerne større problemer, men opgørelsen af volumen for værditilvæksten er noget af en udfordring. Traditionelt beregner man volumen ved at korrigere værditilvæksten opgjort i løbende priser med udviklingen i et passende prisindeks. Værditilvæksten i løbende priser opgøres (groft sagt) som virksomhedernes indtægter ved salget af deres produkter minus de udgifter de må afholde til køb af råvarer mm. i forbindelse med produktionen. Prisindeksene beregnes på grundlag af udviklingen i priserne på de produkter, de køber og sælger.

For de private erhverv er der — trods problemerne — udviklet nogenlunde anerkendte metoder og internationale retningslinier for produktivitetsberegninger, og Danmarks Statistik offentliggør da også årlige opgørelser af udviklingen i produktiviteten i de private byerhverv. For det offentlige forholder det sig lidt anderledes. Langt den største del af den offentlige produktion leveres til brugerne gratis, eller til priser, der ligger langt under produktionsomkostningerne. Der er derfor hverken en værditilvækst, der kan opgøres på grundlag af omsætningen, eller priser, der kan observeres som grundlag for prisindeks.

Med hensyn til værditilvæksten i løbende priser i det offentlige, så er den internationalt anerkendte metode at erstatte værdien  af omsætningen med de samlede omkostninger, der har været afholdt i forbindelse med produktionen. Da den offentlige produktion typisk omfatter tjenesteydelser i forbindelse med administration, sundhed og uddannelse mm., så består omkostningerne først og fremmest af det offentliges lønudgifter. Når det drejer sig om prisindeks for den offentlige produktion, har det vist sig vanskeligere at nå frem til en anerkendt metode. Og det er ikke fordi, problemet har været ignoreret. Både i Eurostat og i finansministerier og statistikinstitutioner — også i Danmark —  har der været udfoldet store anstrengelser for at finde egnede metoder. Helt centralt i diskussionen står Atkinson Review, som blev udarbejdet på initiativ af de britiske statistikmyndigheder. Som et foreløbigt trin i processen har EU opstillet bindende regler for, hvordan problemet indtil videre skal behandles i forbindelse med nationalregnskabet. Men diskussionen fortsætter.

Ved den fremgangsmåde EU fastlægger, opgives det helt at beregne prisindeks for den offentlige produktion. I  stedet søger man at opgøre en mængdeudvikling direkte på grundlag af indikatorer, f.eks. antallet af hospitalsbehandlinger af forskellig type eller antallet af museumsbesøg. Ved opgørelsen det danske nationalregnskab indsamles et stort antal mængdeindikatorer, der derefter sammenvejes til et mindre antal såkaldte volumenindeks. Ændringer i sammensætningen af de indikatorer, der indgår i indeksene, kan afspejle kvalitetsændringer, men af hensyn til sammenligneligheden mellem lande har EU besluttet, at der ikke herudover i beregningen skal korrigeres for kvalitetsændringer. Der er derfor heller ikke tale om egentlige volumenindeks, men nærmere mængdeindeks.

Efter EU-reglerne  skal volumenindeks efter den beskrevne metode kun opgøres for den del af den offentlige produktion, der leveres til husholdningene, men som husholdningerne i princippet lige så godt selv kunne have købt af private virksomheder. Det gælder f.eks. uddannelse, hospitalsydelser, lægehjælp og museumsbesøg. Det kaldes i nationalregnskabets terminologi for det individuelle offentlige forbrug, og udgør omkring 2/3 af den samlede offentlige produktion.  For den del af produktionen, der går til kollektivt offentligt forbrug, dvs.  generel administration, forsvar, politi og domstole mm., anvendes en anden metode til beregning af  volumenindeksene, og de indeks, der kommer ud af den beregning er ikke velegnede som grundlag for produktivitetsberegninger.

Danmarks Statistik har netop udgivet en publikation, der dels dokumenter de metoder, der for tiden anvendes i nationalregnskabets opgørelse af den offentlige aktivitet og  dels redegør for problemerne i forbindelse med  opgørelse af både produktionsvolumen og produktivitet for det offentlige. Publikationen indeholder en række overvejelser og løsningsforslag, men det fremgår også klart af publikationen, at der stadig er et stykke vej, før man kan for alvor kan gå dybere ned i analyser af den offentlige produktivitet.

Med en  ny formuestatistik for familier (offentliggjort 27 januar) har Danmarks Statistik taget et første skridt imod en samlet belysning af fordelingen af formuerne i befolkningen. Der er dog ikke tale om en komplet opgørelse. Opgørelsen begrænser sig til  nogle af de aktiv- og passivtyper, der er af størst betydning for husholdningerne, f.eks. værdi af fast ejendom, aktiebeholdninger, pensionsformue og indeståender i og gæld til pengeinstitutter. Værdien af erhvervsformue i form af fast ejendom indgår, men ikke andre former for erhvervsformue som f.eks værdien af maskiner og husdyr (stambesætninger). Det var planen, at også værdien af personbiler skulle indgå, men det har man måttet opgive i første omgang.

Nationalregnskabet tilbyder en komplet opgørelse af husholdningernes samlede formue og gæld, men uden familestatistikkens mulighed for belysning af fordelingen mellem husholdningerne (eller familierne). I hvert fald i princippet, for en række formueposter, af hvilke den vigtigste er jordværdien, er endnu ikke implementeret i det danske nationalregnskab. Hertil kommer, at privatbiler ifølge de internationele retningslinier ikke indgår nationalregnskabets formueopgørelse. I formueopgørelser, der — som den nye familiestatistik — fokuserer på husholdningerne, er det derimod sædvanligt at betragte værdien af privatbiler (og andre varige forbrugsgoder) som en del af formuen.

Den mest komplette opgørelse af husholdningernes samlede formue finder man i en særlig opgørelse — Nationalregnskabsbaseret formue og gæld for husholdninger — der kombinerer nationalregnskabet med andre kilder. Her er husholdningernes samlede formue opgjort inklusiv privatbiler og jordværdier. Andre varige forbrugsgoder som vaskemaskiner og musikanlæg indgår ikke. Men opgørelsen giver ikke mulighed for belysning af fordelingen mellem husholdningerne. Det er på det punkt, at den nye familiefordelte formuestatistik har sin styrke.

I anden kolonne i tabellen nedenfor er vist husholdningernes samlede aktiver og passiver, som de er opgjort i nationalregnskabet. Tilsvarende er den nye familiestatistiks opgørelse vist i nederste række. I tabellens øvrige celler er angivet sammenhængen mellem de to statistikker. Et “I” angiver, at elementet principielt indgår med samme værdi i begge statistikker og et “D” angiver, at elementet indgår med forskellig afgrænsning i de to statistikker. Et “÷” angiver, at elementet indgår i den ene statistik, men ikke i den anden.

Tabel 1: Husholdningsformue i nationalregnskab og familiestatistik

^… Oplysning foreligger ikke
Kilde: Statistikbanken.dk  NASK og FORMUE1

Andelsboliger indgår i begge statistikker, men hvor familiestatistikken behandler dem på lige fod med ejerboliger, dvs. andelshaveren ses som direkte ejer af sin bolig, så ser nationalregnskabet andelshaveren som ejer af en ejerandel (et finansielt aktiv) i et andelselskab.

De to statistikkers forskellige behandling af jordværdi og erhvervsformue gør en meningsfuld sammenligning af opgørelserne af ikke-finansielle aktiver vanskelig. Heller ikke de finansielle aktiver lader sig umiddelbart sammenligne. Forskellene belyses nærmere i tabel 2 og i den følgende tekst.  For de finansielle passiver, der navnlig omfatter husholdningernes bank- og obligationslån, er der derimod en rimelig (men dog ikke fuldstændig) overensstemmelse mellem de to statistikker.

Tabel 2: Husholdningernes finansielle aktiver i nationalregnskab og familiestatistik

¹ I familestatistikken indgår en beregnet værdi af den udskudte skat, der hviler på ordningerne som et negativt aktiv
² Indestående under virksomhedsordningen indgår i nationalregnskabet fordelt på aktiv- og passivtyper på lige fod med den øvrige formue.
Kilde: Statistikbanken.dk  NASK og NASF

Det vigtigste forskelle mellem opgørelserne af finansielle aktiver i nationalregnskabet og den nye statistik kan opsummeres således:

• Pensionsopsparingen i familiestatistikken  omfatter al skattebegunstiget pensionsopsparing. I nationalregnskabet omfatter pensionsreserver derimod kun depoterne i pensionskasser. Øvrig pensionsopsparing, f.eks. private rate- og kapitalpensionsordninger er fordelt ud på de aktivtyper, de er placeret i, dvs. indskud, gældsbeviser (obligationer) og ejerandele.
• En række aktivtyper, der indgår i nationalregnskabet, mangler i familiestatistikken. Det gælder f.eks. reserver i skadesforsikringsselskaber, livsforsikringsrettigheder, unoterede aktier og indeståender på børneopsparingskonti.
• Værdien af andelsboligerne indgår i nationalregnskabets opgørelse af ejerandele. I familiestatistikken indgår andelsboligerne i de ikke-finansielle aktiver.
• Værdien af tjenestemandspensionerne er opgjort i familiestatistikken, men ikke i nationalregnskabet
• Familiestatistikken omfatter, i modsætning til nationalregnskabet, en opgørelse af værdien af den forventede skat, der hviler på pensionsordningerne (negativt aktiv).

Med henblik på at fremme international sammenlignelighed, er der i OECD-regi udviklet et sæt retningslinjer for individbaseret formuestatistik. Disse retningslinjer tager udgangspunkt i nationalregnskabet, men med en række tilpasninger, der dels skyldes at mikrostatistikken har et andet formål end nationalregnskabet, og dels at der må tages hensyn til mulighederne for at skaffe data. F.eks. inddrager OECD-retningslinjerne – i modsætning til nationalregnskabet – værdien af varige forbrugsgoder som biler, køleskabe og musikanlæg i formueopgørelsen. Den nye familiestatistik søger at følge disse retningslinier, men da den  i vidt omfang er baseret på eksisterende administrative registre, f.eks. skattevæsenets registre, må statistikkens indhold og begrebsafgrænsning også i vidt omfang afspejle de muligheder registrene giver. Derfor har det kun delvist været muligt at følge OECD’s retningslinjer.

To gange om året — omkring maj og november — gennemfører Europakommisionen en omfattende interviewundersøgelse om europæernes holdninger, forventninger og tilfredshed. Undersøgelserne bærer navnet Eurobarometer, og har været gennemført regelmæssigt siden 1975. En enkeltstående undersøgelse blev gennemført i september 1973.

Der er ikke tale om en officiel statistik, for der står ikke en uafhængig national eller international statistikinstitution bag undersøgelsen, og den overholder ikke EU’s adfærdskodeks  for officiel statistik. F.eks. offentliggøres besvarelsesprocenten ikke.  Undersøgelsens metoder har også været beskyldt for, i hvert fald til en vis grad, at være manipuleret med henblik på at skulle levere resultater, der giver indtryk af opbakning omkring yderligere europæisk integration. På den anden side indeholder undersøgelsen en så omfattende information, at den trods manglerne er vanskelig helt at ignorere.

Undersøgelsen for november 2015 er gennemført  i 28 medlemslande og 5 kandidatlande. I de fleste lande er der gennemført omkring 1000 interviews. I enkelte mindre lande dog kun omkring 500. De foreløbige resultater blev offentliggjort som pdf-filer i slutningen af december.

Som eksempel fra undersøgelsen er nedenfor vist andelen i hvert af EU’s medlemslande (undtagen Cypern), der i undersøgelsen  svarer meget tilfreds på spørgsmålet “I det store hele, er du så meget tilfreds, nogenlunde tilfreds, ikke særlig tilfreds eller overhovedet ikke tilfreds med din tilværelse?”

Tilfredshed med tilværelsen i EU-lande, november 2015

Kilde: Standard Eurobarometer 84, Autumn 2015 — Annexes, T1. Grafik: Veusz 

Spørgmålet om generel tilfredshed med tilværelsen er et af undersøgelsens  standardspørgmål, der har været stillet ved hver undersøgelse. For standardspørgsmålene kan man derfor følge en udvikling siden 1975.  For lande optaget i EU efter 1975 er perioden dog afhængig af, hvornår landet blev optaget.

Udover standardspørgsmålene indholder undersøgelserne spørgsmål, der er specifikke for en enkelt eller et mindre del af undersøgelserne. F.eks. er der i de seneste undersøgelser  stillet spørgsmål om holdningen til fælles migrationspolitik og til en handels- og investeringsaftale med USA.

De tidligere undersøgelser er også offentliggjort som pdf-filer, men det bedste samlede overblik over resultaterne fra alle undersøgelserne, får man ved at anvende Eurobarometers interaktive søgesystem, der i øjeblikket dækker perioden fra 1975(1973) til maj 2015. Resultaterne fra november 2015 er endnu ikke tilgængelige i der interaktive system.

Hvert år udgiver Danmarks Statistik en publikation — Indvandrere i Danmark — der samler en række statistiske oplysninger om indvandrere og deres efterkommere. Årets udgave af publikation udkom den 26. november.

Publikation vedører alle indvandrere, men størst interesse knytter sig typisk til den gruppe, der kommer fra ikke-vestlige lande. I tabellen nedenfor er vist et lille udpluk af publikationens mange sammenligninger mellem indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande på den ene side og personer med dansk herkomst på den anden. Tabellen er opdelt i de fem områder, der behandles i publikationen: befolkning, familie og bolig,  arbejdsmarked, uddannelse, offentlig forsørgelse og kriminalitet. I sidste kolonne er angivet fra hvilken tabel i publikationen, oplysningerne er hentet.

Noter: ¹Antal levendefødte børn 1000 kvinder  forventes at føde i alderen 15-49 år.  ²Fuldtidsmodtagere  ³Standardiseret for alder og socioøkonomisk status.

Tabellen er kun ment som en smagsprøve på publikationens indhold. En egentlig analyse af forskellene kræver flere detaljer, f.eks. opdeling af indvandrere efter oprindelsesland, og inddragelse af flere variable, f.eks. alder og socioøkonomisk status. Alt det finder man i publikationen. Man finder også en række opgørelser  af udviklingen over tid.

Statistikken om indvandrere har CPR-registret som grundlag. Herudfra kan man se hvilke personer, der er født i udlandet af forældre der hverken er danske statsborgere eller født i Danmark. Om personer, der opfylder disse to kriterier, anvender statistikken betegnelsen indvandrere. Personer, der er født i Danmark, men hvis forældre er indvandrere, betegnes efterkommere. Det er således ikke statsborgerskabet, der afgør om en person i denne statistik klassificeres som indvandrer eller efterkommer.

Arbejdskraftundersøgelsen er en af de ældste og største fælleseuropæiske statistikker. Undersøgelsen er stikprøvebaseret og populationen er alle personer i private husholdninger. Hovedvægten er naturligvis lag på arbejdsmarkedsvariable som arbejdstid, beskæftigelsesstatutus (beskæftiget, arbjdsløs eller uden for arbejdsmarkedet) og beskæftigelsesomfang (hel- eller deltid), med den omfatter også en række andre variable, som køn, alder, nationalitet og fødeland.

Den første undersøgelse blev gennemført i 1960, dengang EU omfattede seks medlemmer, og regelmæssige undersøgelser har været gennemført siden 1983. I EU’s statistikbank findes nu månedslige, kvartalsvise og årlige serier tilbage til 1983, dog ikke for alle lande.  På detaljeret niveau findes årsserier tilbage til 1995 og kvartalsserier tilbage til 1998.

En statistik, der omfatter så mange lande og så lang en perdiode skal anvendes med en vis forsigtighed, men Eurostat har søgt at sikre en høj grad af sammenlignelighed for centrale variable som beskæftigelse og arbejdsløshed.  Mere detaljeret information om arbejdskraftundersøgelserne kan findes i Statistics Explained.

I denne uge er arbejdskraftundersøgelsen blevet udvidet med en stømstatistik (flow statistics), der viser hvor mange, der fra det ene kvartal til det næste bevæger sig mellem de tre beskæftigelsesstati, beskæftigelse, arbejdsløshed og uden for arbejdsmarkedet (f.eks, under uddannelse eller pensioneret). I tabellen herunder er vist resultaterne for Danmark for strømmene fra 1. til 2. kvartal 2015.

Beskæftigelsesstatus 1. og 2. kvartal 2015, Danmark

Kilde: EU’s statistikbank, lfsi_long

Som en smagsprøve på arbejdskaftundersøgelsernes muligheder har jeg figuren herunder for en række europæiske lande plottet den andel af de arbejdsløse i 1. kvartal, der stadig var arbejdsløse i 2. kvartal, op mod arbejdsløshedsprocenten i 2. kvartal. Mange flere resultater kan findes i EU’s statistikbank.

Arbejdsløshed i udvalgte europæiske lande 1. og 2. kvartal 2015

Kilde: EU’s statistikbank, lfsi_long og une_rt_q

I den gode ende af grafen, med både lav arbejdsløshed og relativt få, der er arbejdsløse i begge kvartaler, ligger Danmark (DK) of Norge (NO). I den modsatte ender skiller Grækenland (EL) sig ud.

Danmarks Statistik kalder den arbejdsløshed, der opgøres i arbejdskraftundersøgelsen for AKU-ledigheden, og det er kun et af de tre arbejdsløshedsbegreber, man opererer med. De to andre kaldes nettoledighed og bruttoledighed. Ved internationale sammenligninger er AKU-ledigheden det oplagte begreb at anvende, fordi opgørelsen sker efter internationale retningslinjer, der følges af alle lande. I andre tilfælde kan det være mere fornuftigt at anvende netto- eller bruttoledigheden, afhængigt af fokus. Mere herom på Danmarks Statistiks hjemmeside.

Forhandlingerne om finansloven for 2016 er i fuld gang. Grundloven kræver, at forslag til finanslov fremsættes inden udgangen af august, og det er naturligvis også sket i år, men på det tidspunkt var en ny regering tiltrådt kort forinden. Den havde ikke haft mulighed for at udarbejde sit eget forslag, så den  fremsatte et foreløbigt forslag, baseret på den afgåede regerings forarbejder. Ca. en måned senere, i slutningen af september, fremsatte den så se et revideret forslag. Finansministeriet kalder forslaget fra august et teknisk forslag og forslaget fra september et politisk forslag.

Hvert år efter fremsættelsen af finanslovsforslaget udarbejder Danmarks Statistik en budgetstatistik, hvor de samlede offentlige budgetter præsenteres i en form, der gør dem let sammenlignelige med den øvrige økonomiske statistik (i praksis nationalregnskabet). Udgangspunktet er dels finanslovsforslaget og dels det materiale, der på det tidspunkt er til rådighed om budgetterne for kommuner og regioner. Budgetstatistikken for 2016 udkom i torsdags, den 15. oktober 2015, og er offentliggjort dels i Nyt og dels i Statistikbanken.

Når finansloven er endeligt vedtaget opgør Danmarks Statistik en ny og revideret udgave af budgetstatistikken. Den udgave af budgetstatistikken, der baseres på finanslovsforslaget, kaldes septemberversioner (selv om den i år først udkom i oktober) og den udgave, der baseres på den vedtagne finanslov, kaldes martsversionen. Martsversionen for 2016-budgetterne forventer Danmarks Statistik at offentliggøre den 18. marts 2016.

Budgetter handler om planer og forventninger, så budgetstatistikken er en præsentation af planer og forventninger og ikke af en faktisk udvikling. Den faktiske udvikling beskrives i regnskabsstatistik for offentlig forvaltning og service, der i følge sagens natur først kan produceres, når regnskabsperioden er slut og regnskaberne udarbejdet. Første version af regnskabsstatistikken for 2016 kan forventes offentliggjort i juni 2017. Den seneste udgave af regnskabsstatistikken vedrører året 2014 og blev offentliggjort den 2. juni 2015.

I resten af dette indlæg vil jeg ud fra Danmarks Statistiks opgørelser præsentere nogle hovedlinjer i finanslovsforslaget for 2016, sammenlignet med den gældende finanslov for 2015 og det afsluttede regnskab for 2014.

Der er ikke i finanslovsforslaget for 2106 lagt op til nogen større egentlig ændring i de samlede indtægter eller de samlede udgifter hverken forhold til den gældende finanslov for 2015 eller regnskabet for 2014, jf. tabel 1. Indtægterne ligger ganske vist i budgetårene noget lavere end i regnskabsåret 2014, men årsagerne hertil er dels af teknisk, dels af midlertidig karakter.

Tabel 1: Det offentliges indtægter og udgifter 2014-2106

Kilde: Danmarks Statistikbank: OFF3 og OFF3B 

Den tekniske årsag vedrører beskatningen af pensionsordninger, den såkaldte PAL-skat. Størrelsen af PAL-skatten afhænger især af kursstigningerne på pensionsformuen, og de kendes først ved udgangen af året. Ved budgetteringen anvendes derfor et forsigtigt skøn. For 2014 er det derimod klart, at det blev et godt år for aktieejere, herunder pensionsopsparere, så provenuet af PAL-skatten for dette år var usædvanlig højt.

Den midlertidige årsag er den særlige ordning, der gjorde det muligt at opnå en skatterabat ved omlægning af kapitalpensionsordninger. Ordningen betød at beskatningen blev fremskyndet, hvilket viser sig i et højt skatteprovenu i 2014. I virkeligheden var der jo faktisk tale om en skattenedsættelse, men det vil først slå igennem gradvist og gennem mange år efterhånden som kapitalpensionerne udbetales. I statistikkerne vil denne virkning nok blive vanskelig at spore. Ordningen gælder også i 2105, så den vil nok også medvirke til at indtægterne for 2015 bliver højere en budgetteret, men omfanget af omlægninger i 2015 er mindre end i 2014.

I tabel 2 vises en opdeling af de samlede indtægter. Her ses det tydeligt, at det kun er for indkomst- og formueskatterne, at budgetterne for alvor afviger fra seneste regnskab. Og som vi allerede har set, er der særlige årsager til det.

Tabel 2: Det offentliges indtægter 2014-2106

Kilde: Danmarks Statistikbank: OFF3, OFF26, OFF3B og OF26B

Debatten omkring finansloven står især omkring udgifterne. Som det fremgår af tabel 3 sker der ikke meget på de samlede udgifter, men lidt på fordelingen mellem udgiftstyperne. Først og fremmest er der små stigninger i de offentlige ydelser, der bl.a. omfatter folkepension og bistandshjælp, og det offentlige forbrug, der. bl.a. omfatter sundheds- og uddannelsesvæsen.  Det er de poster, der vedører danskernes dagligdag. I andre løbende overførsler og investeringer er der små fald. Her er i begge tilfælde tale om bevidste prioriteringer fra regeringens sider. For de løbende overførslers vedkommende er det især faldet i ulandshjælpen, der slår igennem.

Tabel 3: Det offentliges  udgifter 2014-2106

Kilde: Danmarks Statistikbank: OFF3, OFF26, OFF3B og OF26B