Kategori: Specifikke statistikområder

Under den glade overskrift “Vi lever længere” har Danmarks Statistik offentliggjort beregningerne af middellevetiden, dvs. den forventede levetid for en nyfødt, for 2016. Resulatet er 82,8 år for kvinder og 78,8 år for mænd. I statistikbanken (HISB7) kan man finde tidsserier, der går tilbage til 1840’erne, hvor tallene var 42,9 år for kvinder og 45 år for mænd.

I statistikbanken (HISBK) kan man også finde data for udviklingen i middellevetiden i kommunerne fra 2000 og frem. I mindre enheder som kommuner bliver usikkerheden på beregningerne større. For at begrænse usikkerheden er resultaterne derfor vist på fem-års intervaller, og for enkelte små kommuner (Ærø, Samsø, Fanø og Læsø) er tallene helt udeladt. I figuren nedenfor er vist kommunerne middellevetid i femårsperioden 2012:2016 og udviklingen siden femårspeioden 2000:2004.

Middellevetid i kommunerne, niveau i 2012:2016 og udvikling siden 2000:2004

Kilde: statistikbanken (HISBK)    Grafik: Veusz

Det ses tydeligt af figuren, at der er ret betydelige forskelle i kommunernes middellevetid. Gentofte ligger i toppen med 82,9 år og Lolland i bunden med 77,3 år, en forskel på 5,6 år. Der er også betydelige forskelle på hvor meget middellevetiden er steget i den periode, tidsserien omfatter. For landet som helhed er stigningen på 3,3 år, fra 77,1 år til 80,4 år, men for Bornholm og Sønderborg var stigningen kun 2,1 år. Til gengæld var den 4,5 år for Egedal og og 4,2 år for Gentofte.

Gentofte og Egedal ligger i toppen, både hvad angår niveau og stigning, og Lolland ligger tilsvarende i den lave ende. Figuren viser i det hele taget en vis tendens til at de kommuner, der har en høj middellevetid, også har haft en stor stigning.

De store forskelle skyldes næppe kommunale forskelle på  klima eller andre geografiske forhold. Forskellene hænger snarere sammen med forskelle i forhold som livsstil og økonomi. Sundhedsstyrelsen har i rapporten “Middellevetid i Kommuner og Bydele” opgjort middellevetiden i kommunerne korrigeret for dødsfald relateret til rygning og alkohol. For de fleste kommuner er resultatet en stigning i middellevetiden på mindst fire år. Forskellene mellem kommunerne er også lidt mindre i de korrigerede tal.

Danmarks Statistik har i en analyse (DSTAnalyse 2017:01) belyst boligskattetrykket for perioden 2004-2014 . Boligskattetrykket er defineret som den samlede grundskyld og ejendomsværdiskat betalt af ejerboliger som andel af boligernes markedsværdi. Når der i analysen tales om boliger, er det altså udelukkende ejerboliger, der tænkes på.

Det er to ret forskellige skattetyper, der her er samlet under betegnelsen boligskatter. Grundskylden er en skat på jord, der betales af alle grundejere, hvor ejendomsværdiskatten er en skat på den samlede ejendomsværdi, altså den samlede værdi af grund og bygninger, som udelukkende betales af boligejere.

Grundskylden opkræves af kommunerne som en andel — den såkaldte grundskyldspromille — af den vurderede grundværdi. Den rammer både ejere og lejere af boliger. Ganske vist betales skatten altid af ejeren, men for lejerboligers vedkommende vil skatten blive inkluderet i huslejen.

Ejendomsværdiskatten opkræves af staten og i modsætning til grundskyld betales den kun af ejere af ejerboliger. Egentlig er den ikke tænkt som en boligskat. Dens formål er at ligestille ejerskab af boliger med ejerskab af finansielle aktiver som bankindeståender, aktier og obligationer. Ejere af finansielle aktiver betaler skat af de indtægter aktiverne kaster af sig i form af renter, udbytter og kursgevinster. Ejerboliger giver et afkast i form af boligydelser (sparet husleje) og værdistigninger. Dette afkast beskattes ikke, og ejendomsværdiskatten skal ses som en erstatning for en egentlig beskatning af dette afkast. Derfor er ejendomsværdiskatten snarere en del af indkomstbeskatningen end af ejendomsbeskatningen.

Udviklingen i visse skattetyper 2004-2014

Note: ¹ Skønnet under hensyntagen til kommunalreformen i 2007
Kilde: Kildegrundlag for DSTAnalyse 2017:01 og statistikbanken.dk/OFF3

Som det fremgår af tabellen ovenfor, er det samlede provenu af ejendomsværdiskatten i perioden steget med ca. 28 pct. Det er nogenlunde det samme som de kommunale indkomstskatter, og  ikke voldsomt meget mere end inflationen, der i perioden var 21. pct. Provenuet af grundskylden på ejerboliger er derimod steget med ca. 85 pct.

Udvikling i grundskyldstryk¹ og markedsværdi for ejerboliger i kommunerne 2004-2014 (Procentvis stigning)

Note: ¹ Grundskyldsprovenu som andel af markedsværdien af ejerboliger
Kilde: Kildegrundlag for DSTAnalyse 2017:01, Grafik: Veusz

Der er stor variation mellem kommunerne i udviklingen i grundskyldens andel af markedværdien (grundskyldstrykket). Størst er stigningen i Frederiksund  (92 pct.)  og lavest i Frederiksberg  (minus 2 pct). De store forskelle skal dog ses i sammenhæng med de store forskelle i udviklingen af ejerboligernes markedsværdi. Stiger markedsværdiene mere end provenuet af grundskylden vil grundskyldstrykket falde, uanset hvor meget provenuet stiger. Det er derfor ikke så overraskende, at grundskyldtrykket er steget mindst i de kommuner, der har haft de højeste stigninger i markedsværdierne (se figuren).

I den økonomiske statistik opgøres indkomst i penge. Penge er i det hele taget den centrale måleenhed i den økonomiske statistik. Det er derfor lidt af et problem, at måleenheden penge er så ustabil over tid. Vil man f.eks. sammenligne indkomster opgjort i kroner i 2006 med indkomster opgjort i kroner i 2014, så må man tage hensyn til, at kronens værdi er lavere i 2014 end i 2006. Indkomsten må med andre ord korrigeres for inflation. Indkomst korrigeret for inflation kaldes realindkomst.

Måling af inflation er tidligere behandlet i denne blog. Inflationen opgøres sædvanligvis som udviklingen i forbrugerprisindekset, der søger at beskrive prisudviklingen som den opleves at den gennemsnitlige forbruger. Men den gennemsnitlige forbruger er en abstraktion. For den faktiske forbruger er det afgørende, hvordan priserne har udviklet sig for de goder, der indgår i hans personlige forbug, og ikke hvordan den gennemsnitlige prisudvikling har været.

Danmarks Statistik har for nyligt etableret et supplement til forbrugerprisindekset, hvor prisudviklingen for forskellige husstandsstyper netop belyses under hensyntagen til forskellene i deres forbrugssammensætning. Den nye statistik og dens metoder er beskrevet i en Analyse fra Danmarks Statistik. I tabellen nedenfor er nogle af hovedresultaterne præsenteret.

Inflation og indkomstudvikling for husstande 2006-2014

Note:  ¹Husstande, hvor hovedpersonen — dvs. personen med den højeste indkomst — er under 60 år, eller som har børn, er kategoriseret som yngre.
Kilde: DST Analyse 2016:26, 8, december 2016

Den generelle inflation, vist i førte tabelrække, er den samme for alle husstandstyper, i modsætning til den specifikke inflation, vist i anden tabelrække, hvor forskelle i husstandstypernes forbrugssammensætning er taget i betragtning. Tilsvarende afhænger udviklingen i realindkomst af om det generelle eller det specifikke inflationsmål er anvendt ved beregningen. Differencen mellem stigningen i den specifikke og den generelle realindkomst kan tages som et udtryk for inflationens virkning på indkomstfordelingen mellem husstandstyperne.

Som det fremgår af tabellens sidste række, så er differencen negativ for de ældre husstande, svarende til, at den specifikke inflation har haft en negativ virkning på deres realindkomst. Til gengæld har navnlig par med børn haft gavn af den specifikke inflation. Bemærk dog, at selv om den specifikke inflation har ramt ældre husstande, så er deres realindkomst alligevel steget mere end de yngre husstandes.

Forskellene i specifik inflation for husstandstyperne kan for en stor del forklares med forskelle i boligforbrugets andel af det samlede forbrug. Da prisen for boligforbrug er steget mere end den gennemsnitlige inflation, så vil husstande med høj boligandel blive hårdest ramt. Boligforbrugets andel er høj for alle husstande, men højere for ældre husstande (34-39 pct.)  end for yngre (27-30 pct.).

Forskelle i specifik inflation vil naturligvis også kunne iagttages, hvis man opdeler husholdningerne efter størrelsen af deres disponible indkomst. Det betyder, at der med god mening kunne tages hensyn til den specifikke inflation ved beregningen af ulighedsmål for indkomstfordelingen, f.eks. gini-koefficienten. Specifik inflation for indkomstgrupper indgår (endnu?) ikke i Danmarks Statistiks opgørelser. For Tysklands vedkommende har en undersøgelse vist, at den specifikke inflation i perioden 2005-2014 var højest for husholdninger med lave indkomster (Benjamin Held: Sind ärmere Haushalte stärker von Inflation betroffen?, Wirtsshaft und Statistik, november 2014) .

Hovedkilden til statistik om den den offentlige gæld er nationalregnskabet eller opgørelser baseret på nationalregnskabets definitioner. Men i de krav, der i kraft af EU’s Økonomiske og Monetære Union stilles til opgørelsen af den  offentlige gæld, defineres begreberne lidt anderledes end i nationalregnskabet, selv om den nationalregnskabsmæssige opgørelse stadig er udgangspunktet. Derfor supplerer Danmarks Statistik de nationalregnskabsmæssige opgørelser med en opgørelse, der følger EU-kravene.

Der er tre vigtige forskelle, mellem ØMU-opgørelsen og den nationalregnskabs-mæssige opgørelse af den offentlige gæld:

1. Nationalregnskabets fokuserer på  nettogælden, dvs. forskellen mellem finansiel formue og gæld. ØMU-opgørelsen omfatter kun bruttogælden, dvs kun passiverne.
2. Nationalregnskabsposten Andre mellemværender er udeladt af ØMU-opgørelsen
3. I nationaregnskabet opgøres gælden til kursværdi, hvor den i ØMU opgøres til nominel værdi.

I tabellen nedenfor er de to gældsopgørelser sammenholdt.

Offentlig formue og gæld, ultimo 2015

Kilde: Statistikbanken NASF og Danmarks Officielle Indberetning

I opgørelsen af aktiverne  indgår ikke de skatter, som husholdninger skal betale i forbindelse med udbetalingerne fra deres pensionsordninger. Indbetalingerne til ordningerne har været fratrukket ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, men til gengæld vil udbetalinger blive beskattet. Der er altså tale om en udskudt skat, som man med god mening kan se som en del af det offentliges finansielle aktiver. På den anden side indgår forpligtelserne i forbindelse med tjenestemandspensionerne ikke på passivsiden.

Bruttonationalindkomsten (BNI) er grundlaget for  beregningen af en væsentlig del af EU-landenes bidrag til unionens budget. EU’s myndigheder lægger derfor stor vægt på, at opgørelsen sker korrekt, så alle lande kommer til at yde det bidrag de bør. Reglerne både for opgørelsen og for kontrollen er fastlagt i den såkaldte BNI-forordning, Rådets Forordning Nr.1287/2003.

Et vigtigt led i reglerne er, at landene skal levere en dokumentation af de anvendte kilder og metoder. Dokumentationen skal opdateres, når der sker væsentlige ændringer. På linie med de øvrige EU-lande ændrede Danmark i september 2014 sin opgørelse af nationalregnskabet, således at den kom i overensstemmelse med de seneste internationale retningslinier, SNA 2008 og ENS 2010 (ESA) , og i den forbindelse har Danmarks Statistik nu udarbejdet en opdateret udgave  af dokumentationen, der blev offentliggjort den 15 august 2016. Dokumentationen foreligger kun på engelsk.

Bruttonationalproduktet (BNP) er et mål for den samlede værditilvækst, forstået som den værdi, der skabes ved den økonomiske aktivitet i samfundet. Begrebet er meget anvendt ved internationale økonomiske sammenligninger, selv det har en række svagheder. BNI beregnes med udgangspunkt i BNP, men korrigeres for, at en del af  værditilvæksten tilfalder udlændinge i form af renter og udbytter af udenlandske investeringer i Danmark, og tilsvarende at en del af resten af verdenens værditilvækst tilfalder danskere som afkast af danske investeringer i udlandet. Nationalregnskabets opgørelse af BNP og BNI er illustreret i følgende tabel.

BNP og BNI for Danmark 2012-2015

Kilde: Statistikbanken  NAH02 og NAH03

Nationalregnskabet omfatter meget mere end BNP og BNI,  men det altså kun de beregninger. der fører frem til BNI, der der omfattet af den nye dokumentation.

BNI-forordningen kræver bl.a. at dokumentationen skal indeholde såkaldte procestabeller. Procestabellen viser dels vægten af de forskellig kilder til opgørelsen af BNP og BNI og dels omfanget af de forskellige typer af tilpasninger, der sker af det oprindelig kildemateriale i forbindelse med opgørelsen. En summarisk procestabel for opgørelsen af BNP er vist nedenfor.

Procestabel¹ for opgørelse af Danmarks BNP, 2012

^{1 Opgjort fra produktionssiden. BNP kan alternativt opgøres fra indkomstsiden eller anvendelsessiden.}
Kilde: Regneark fra Danmarks Statistik

Tabellen viser kun en stærkt sammentrængt udgave af processtabellen. Den fulde detaljerede procestabel kan ses på Danmarks Statistiks hjemmeside (her).

Øget arbejdsproduktivitet er en attraktiv vej til større forbrug og dermed højere velfærd. At arbejde flere timer, for at få råd til et større forbrug, kan være udmærket, men kun hvis velfærdsgevinsten ved det øgede forbrug er større end velfærdstabet ved at skulle arbejde mere.  Kan man derimod øge produktionen — og dermed forbrugsmuligheden — uden at øge arbejdsindsatsen, så kan der høstes en ubetinget velfærdsgevinst. Mere produktion for samme indsats af arbejdskraft kaldes at øge arbejdsproduktiviteten.

I et tidligere indlæg har jeg belyst problemerne med måling af produktiviteten i forbindelse med det offentliges produktion. Selv om det heller ikke er uproblematisk at måle produktiviteten i de private erhverv, så er der på dette område dog udviklet anerkendte metoder, som Danmarks Statistik finder pålidelige nok til at de kan danne grundlag for regelmæssige (årlige) statistiske opgørelser. To af opgørelserne — arbejdsproduktiviteten og produktivitetsudviklingen — ser jeg nærmere på i dette indlæg. En tredie opgørelse — vækstregnskabet — vil jeg vende tilbage til ved en senere lejlighed.

Arbejdsproduktivitet er defineret som værditilvækst pr præsteret arbejdstime, hvor værditilvæksten er opgjort eksklusiv alle de skatter, der betales af virksomhederne i forbindelse med produktionen, som f.eks. moms, punktafgifter og ejendomsskatter. Det er den størrelse, der også kaldes bruttofaktorindkomsten (BFI). Der opgøres ikke et absolut mål for arbejdsproduktiviteten, men udelukkende vækstrater. Vækstraten beregnes som udviklingen i bruttofaktorindkomsten (korrigeret for inflation), divideret med udviklingen i antallet at udførte arbejdstimer. Sålænge vækstraterne ikke er voldsomt store, kan væksten i arbejdsproduktivitet i praksis ses som differencen mellem væksten i bruttofaktorindkomsten og væksten i antallet af arbejdstimer. I tabellen nedenfor er opgørelsen for 2014 vist for fire udvalgte erhverv.  For at begrænse betydningen af mere eller mindre tilfældige årlige udsving er den viste opgørelse baseret på et 5-års gennemsnit.

Arbejdsproduktiviteten

Kilde: Statistikbanken.dk  NP23, NP25V og NABP10

I opgørelsen af produktivitetsudviklingen graver Danmarks Statistik et stik dybere og belyser, hvor stor en del af  udviklingen i arbejdsproduktivitet, der kan forklares som resulatat af hhv. ændringer i kapitalintensitet — dvs. flere eller bedre maskiner/værktøj — og ændringer i arbejdskraftens kvalitet — dvs. udannelsesniveau for de ansatte. Tilbage bliver en rest,  der hverken kan tilskrives kapitalintensitet eller arbejdskraftkvalitet. Denne rest betegnes totalfaktorproduktivitetet og omfatter bla. virkningen af generelle tekniske fremskridt og bedre organisering af arbejdet.

Produktivitetetsudviklingen

Kilde: Statistikbanken.dk  NP25