Middellevetid i kommunerne
21/02/2017
Kommentarer
Under den glade overskrift “Vi lever længere” har Danmarks Statistik offentliggjort beregningerne af middellevetiden, dvs. den forventede levetid for en nyfødt, for 2016. Resulatet er 82,8 år for kvinder og 78,8 år for mænd. I statistikbanken (HISB7) kan man finde tidsserier, der går tilbage til 1840’erne, hvor tallene var 42,9 år for kvinder og 45 år for mænd.
I statistikbanken (HISBK) kan man også finde data for udviklingen i middellevetiden i kommunerne fra 2000 og frem. I mindre enheder som kommuner bliver usikkerheden på beregningerne større. For at begrænse usikkerheden er resultaterne derfor vist på fem-års intervaller, og for enkelte små kommuner (Ærø, Samsø, Fanø og Læsø) er tallene helt udeladt. I figuren nedenfor er vist kommunerne middellevetid i femårsperioden 2012:2016 og udviklingen siden femårspeioden 2000:2004.
Middellevetid i kommunerne, niveau i 2012:2016 og udvikling siden 2000:2004
Kilde: statistikbanken (HISBK) Grafik: Veusz
Det ses tydeligt af figuren, at der er ret betydelige forskelle i kommunernes middellevetid. Gentofte ligger i toppen med 82,9 år og Lolland i bunden med 77,3 år, en forskel på 5,6 år. Der er også betydelige forskelle på hvor meget middellevetiden er steget i den periode, tidsserien omfatter. For landet som helhed er stigningen på 3,3 år, fra 77,1 år til 80,4 år, men for Bornholm og Sønderborg var stigningen kun 2,1 år. Til gengæld var den 4,5 år for Egedal og og 4,2 år for Gentofte.
Gentofte og Egedal ligger i toppen, både hvad angår niveau og stigning, og Lolland ligger tilsvarende i den lave ende. Figuren viser i det hele taget en vis tendens til at de kommuner, der har en høj middellevetid, også har haft en stor stigning.
De store forskelle skyldes næppe kommunale forskelle på klima eller andre geografiske forhold. Forskellene hænger snarere sammen med forskelle i forhold som livsstil og økonomi. Sundhedsstyrelsen har i rapporten “Middellevetid i Kommuner og Bydele” opgjort middellevetiden i kommunerne korrigeret for dødsfald relateret til rygning og alkohol. For de fleste kommuner er resultatet en stigning i middellevetiden på mindst fire år. Forskellene mellem kommunerne er også lidt mindre i de korrigerede tal.

