Arbejdsproduktivitet
01/07/2016
Kommentarer
Øget arbejdsproduktivitet er en attraktiv vej til større forbrug og dermed højere velfærd. At arbejde flere timer, for at få råd til et større forbrug, kan være udmærket, men kun hvis velfærdsgevinsten ved det øgede forbrug er større end velfærdstabet ved at skulle arbejde mere. Kan man derimod øge produktionen — og dermed forbrugsmuligheden — uden at øge arbejdsindsatsen, så kan der høstes en ubetinget velfærdsgevinst. Mere produktion for samme indsats af arbejdskraft kaldes at øge arbejdsproduktiviteten.
I et tidligere indlæg har jeg belyst problemerne med måling af produktiviteten i forbindelse med det offentliges produktion. Selv om det heller ikke er uproblematisk at måle produktiviteten i de private erhverv, så er der på dette område dog udviklet anerkendte metoder, som Danmarks Statistik finder pålidelige nok til at de kan danne grundlag for regelmæssige (årlige) statistiske opgørelser. To af opgørelserne — arbejdsproduktiviteten og produktivitetsudviklingen — ser jeg nærmere på i dette indlæg. En tredie opgørelse — vækstregnskabet — vil jeg vende tilbage til ved en senere lejlighed.
Arbejdsproduktivitet er defineret som værditilvækst pr præsteret arbejdstime, hvor værditilvæksten er opgjort eksklusiv alle de skatter, der betales af virksomhederne i forbindelse med produktionen, som f.eks. moms, punktafgifter og ejendomsskatter. Det er den størrelse, der også kaldes bruttofaktorindkomsten (BFI). Der opgøres ikke et absolut mål for arbejdsproduktiviteten, men udelukkende vækstrater. Vækstraten beregnes som udviklingen i bruttofaktorindkomsten (korrigeret for inflation), divideret med udviklingen i antallet at udførte arbejdstimer. Sålænge vækstraterne ikke er voldsomt store, kan væksten i arbejdsproduktivitet i praksis ses som differencen mellem væksten i bruttofaktorindkomsten og væksten i antallet af arbejdstimer. I tabellen nedenfor er opgørelsen for 2014 vist for fire udvalgte erhverv. For at begrænse betydningen af mere eller mindre tilfældige årlige udsving er den viste opgørelse baseret på et 5-års gennemsnit.
Arbejdsproduktiviteten
| BFI i 2014 | Gns. årlig vækst 2010-2014 | |||
| BFI | Arbejds- timer |
Arbejds- produktivitet |
||
| mia. kr | pct. | |||
| Industri | 226 | 2,8 | -1,5 | 4,4 |
| Handel og transport mv. | 328 | 1,6 | 0,1 | 1,5 |
| Finansiering og forsikring | 103 | -2,1 | -2,9 | 0,8 |
| Erhvervsservice | 139 | 1,2 | 1,9 | -0,8 |
Kilde: Statistikbanken.dk NP23, NP25V og NABP10
I opgørelsen af produktivitetsudviklingen graver Danmarks Statistik et stik dybere og belyser, hvor stor en del af udviklingen i arbejdsproduktivitet, der kan forklares som resulatat af hhv. ændringer i kapitalintensitet — dvs. flere eller bedre maskiner/værktøj — og ændringer i arbejdskraftens kvalitet — dvs. udannelsesniveau for de ansatte. Tilbage bliver en rest, der hverken kan tilskrives kapitalintensitet eller arbejdskraftkvalitet. Denne rest betegnes totalfaktorproduktivitetet og omfatter bla. virkningen af generelle tekniske fremskridt og bedre organisering af arbejdet.
Produktivitetetsudviklingen
| Gns. årlig vækst 2010-2014 | ||||
| Arbejds- produktivitet |
Kapitalin- tensitet |
Arbejds- kvalitet |
Totalfak- torproduk- tivitet |
|
| pct. | ||||
| Industri | 4,4 | 0,8 | 0,1 | 3,5 |
| Handel og transport mv. | 1,5 | -0,3 | 0,1 | 1,7 |
| Finansiering og forsikring | 0,8 | 4,0 | 0,1 | -3,2 |
| Erhvervsservice | -0,8 | 0,0 | 0,2 | -1,0 |
Kilde: Statistikbanken.dk NP25
