År: 2018

I mit indlæg 5/12-2017 skrev jeg, at mange landes statistikmyndigheder ser religion som et følsomt område, som man er tilbageholdende med, at belyse statistisk. Noget tilsvarende kan siges om etnisk/national baggrund, og navnlig sammenhængen mellem etnisk/national baggrund og kriminalitet. Det gælder dog ikke alle lande. I Danmark og Norge har man i flere år opgjort en officiel statistik om indvandreres kriminalitet. I Sverige har man derimod eksplicit besluttet ikke at opgøre en sådan statistik.

Den officielle kriminalstatistik er baseret på politiets opgørelser, der ifølge sagens natur kun omfatter den kriminalitet, der kommer til politiets kendskab. Politiets materiale omfatter både anmeldte og opklarede forbrydelser, men der findes, igen ifølge dagens natur, kun oplysninger og lovovertræderens personlige data — herunder etnisk/national baggrund — i de tilfælde, hvor forbrydelsen er opklaret. Dertil kommer, at en stor andel af lovovertrædelserne slet ikke anmeldes, det såkaldte mørketal. Den officielle statistik afspejler derfor kun en del af virkeligheden.

Mørketallet kan belyses gennem spørgeskemaundersøgelser hvor man beder de adspurgte oplyse, enten om de har begået lovovertrædelser, eller om de har været ofre for en forbrydelse. På bestilling af det tyske familieministerium har  Universitetet for Anvendt Videnskab i Zürich (Zürcher Hochschule für Angewandte Wissenschaften) udarbejdet en rapport (Christian Pfeiffer, Dirk Baier og Sören Kliem), der bruger svarene på den type spørgsmål til at belyse udviklingen i voldskriminaliteten blandt unge i Tyskland. Rapportens helt overordnede konklusion er, at de unges voldskriminalitet har været faldende i Tyskland i de senere år. Faldet gælder både tyskere og indvandrere, men de unge indvandrere har stadig en højere kriminalitetsrate end de unge tyskere.

Rapporten forsøger, på grundlag af tal fra 2007/2008 for indvandrere fra Tyrkiet, det tidligere USSR og det tidligere Jugoslavien, at forklare denne forskel mellem tyskere og  indvandrere  som forårsaget dels af forskelle i socioøkonomisk status (uddannelsesniveau og arbejdsmarkedstilknytning) og dels af forskelle i kulturel orientering. Et uddrag af resultaterne er vist i nedenstående tabel.

Andel i pct., der oplyser, at de indenfor de foregående 12 måneder har udsat andre for røveri eller vold.

Kilde : Christian Pfeiffer, Dirk Baier og Sören Kliem, tabel 3, s.18

I gruppen samme socioøkonomske status er kun medtaget unge, der er under gymnasial uddannelse og hvis forældre ikke modtager bistandsydelser fra staten. Gruppen samme socioøkonomiske status og kulturelle orientering er yderligere afgrænset til kun at omfatte personer der angiver, at de ikke har oplevet alvorlig vold fra forældre gennem deres barndom og at de ikke tilslutter sig særlige normer for maskulinitet, som f.eks. at en mand, der ikke er villig til at besvare fornærmelser med vold, er en svækling.

Som det fremgår af tabellen, tyder denne undersøgelse ikke på, at uddannelse og forældres grad af selvforsørgelse i sig selv spiller den store rolle for unge indvandreres kriminalitet. Det er den kulturelle orientering, der spiller den store rolle, og den ændres tilsyneladende ikke uden videre ved ændring af socioøkonomisk status.

Referencer:
Christian Pfeiffer, Dirk Baier og Sören Kliem: Zur Entwicklung der Gewalt in Deutschland, Zürcher Hochshule für Angewandete Wissenschaften (link)

Inflation måles sædvanligvis som udviklingen i forbrugerpriserne og belyses ved forskellige former for forbrugerprisindeks. Ved forbrugerpriser forstås i den sammenhæng de priser, som forbrugerne faktisk betaler, dvs. inklusiv moms og andre afgifter og eksklusiv eventuelle tilskud (subsidier). Den måde at opgøre inflation på er helt i overensstemmelse med internationale statistiske retningslinier.

Men selvfølgelig gør det en forskel, om det man betaler for varerne er en betaling til sælger og producent eller om det er en skat, som jo i princippet er en betaling til fællesskabet. Uden disse skatter på de købte produkter ville andre skatter være højere eller de offentlige ydelser lavere. Alt andet lige, skal jeg som økonom forsigtigt tilføje. For at belyse denne forskel opgør Danmarks Statistik et indeks for forbrugerpriser, der er korrigeret for afgifter og subsidier. Dette indeks betegnes nettoprisindekset.

Forbrugerprisndeks og nettoprisindeks, stigning i forhold til foregående måned, 2016-2017

Kilde: www.Statistikbanken.dk tabel PRIS111 og PRIS114

Ser man på indeksene for det samlede forbrug (den øverste af graferne ovenfor) fremgår det, at det gør en forskel om prisændringerne opgøres med eller uden afgifter, men at forskellene er ret små, så længe der kun sker afgiftsændringer for enkelte produkttyper. En ændring i en generel afgift som momsen ville vise sig tydeligere.  Mere markante forskelle ser men, hvis man sammenligener indeksene for et højtbeskattet produkt, i en periode hvor afgifterne på produktet ændres. Det er illustreret i den nederste af figurerne hvor prisudviklingen for nye biler er vist. Her ses det tydeligt, hvordan nedsættelserne af registreringsafgiften har en tydelig virkning på forbrugerprisindeksene for januar og oktober 2017, hvorimod nettoprisindeksets udsving er betydeligt mindre.

Nettoprisindekset kan ikke tolkes som et udtryk for, hvordan forbrugerpriserne ville have udviklet sig, hvis der ikke havde været afgifter på produkterne. Det skyldes, at man ikke kan regne med, at en afgiftændring slår fuldt igennem på de priser forbrugerne betaler. Økonomisk teori vil forudsige, at den prisstigning, der følger af en afgiftforhøjelse på et produkt, vil nedsætte forbrugernes efterspørgsel efter produktet. Producenterne og forhandlerne vil sandsynligvis søge at modvirke faldet i efterspørgslen ved at sætte deres avance ned, således at prisstigningen for forbrugerne bliver mindre end afgiftsforhøjelsen. I praksis betyder det, at byrden af afgiftsforhøjelsen — incidensen i økonomsprog — fordeles mellem producent/forhandler og forbruger, selv om størstedelen af byrden nok falder på forbrugeren. Ved afgiftsnedsættelser forventer den økonomske teori tilsvarende en fordeling af gevinsten.

Referencer:
Danmarks Statistik: Dokumentation af forbrugerprisindeks (link)
Danmarks Statistik: Dokumentation af nettoprisindeks (link)

Lønindeksene fra Danmarks Statistik har til formål at belyse lønudviklingen fordelt på brancher og på hhv. “stat”, “regioner”, “kommuner” og “virksomheder og organisationer”. Indeksene siger intet om lønniveauet. Det belyses i andre statistikker, navnlig lønstrukturstatistikken, der til gengæld ikke er egnet til belysning af lønudvikling (se tidligere indlæg). Men brugen af lønindeksene til belysning af lønudviklingen kræver en vis omtanke for at undgå fejlfortolkninger. Det har Rigsstatistikeren — foranlediget af de kommende overenskomstforhandlinger for de offentligt ansatte — understreget i sin klumme fra 12. december.

Det væsentligste problem er, at indeksene ikke tager højde for, at de ansattes fordeling på. f.eks stillingskategori og uddannelse kan ændre sig. Øges f.eks. andelen af højtuddannede på bekostning af mellemuddannede, så vil lønindekset stige, fordi lønnen er højere for de højtuddannede. Men det afspejler ikke en lønstigning for hverken de højt-eller mellemuddannede. Kun en ændret sammensætning af arbejdsstyrken. I klummen henviser rigsstatistikeren til en analyse fra Danmarks Statistik, der faktisk viser, at det offentlige har øget andelen af højtuddannede (se tidligere indlæg). Et nyt indeks, der tager højde for sådanne ændringer i sammensætningen er under forberedelse i Danmarks Statistik, og forventes at kunne offentliggøres inden udgangen af 2018.

Ved offentliggørelsen i Nyt fra Danmarks Statistik præsenteres lønindeksene samlet, men indsamlings- og metodemæssigt er er tale om to statistikprodukter —  et for stat, kommuner og regioner (offentlig forvaltning og service) og et for virksomheder og organisationer. Indekset for offentlig forvaltning og service er basereret på en totaltælling og omfatter stort set alle ansatte indenfor området. Indekset for virksomheder og organisationer er derimod baseret på en stikprøve og omfatter kun enheder med 10 eller flere ansatte. Desuden er virksomheder indenfor landbrug og fiskeri udeladt.

I statistikbanken findes kvartalsvise opgørelser af lønindeksene tilbage til 2005 (Statistikbanken ILON12, ILON22 og ILON32). Der er dog et databrud i 2013, hvor en række offentligt ejede enheder, der i deres funktion minder om privatejede virksomheder, f.eks. DSB og kommunale forsyningsselskaber, blev flyttet fra “stat” og “kommuner” til “virksomheder og organisationer”. Danmarks Statistik mener dog ikke at dette databrud har større betydning for sammenligneligheden. I det hele taget beskriver Danmarks Statistik den generelle kvalitet af lønindeksene som værende høj.

Referencer:
Danmarks Statistik: Vær forsigtig med at bruge lønindekset til historiske sammenligninger, Rigsstatistikerens Klumme 12/12 2017 (link)
Danmarks Statistik: Dokumentation af lønindeks for offentlig forvaltning og service (link)
Danmarks Statistik: Dokumentation af lønindeks for virksomheder og organisationer (link)