Skotske statistikere hædret med pris for fremragende officiel statistik

08/08/2017          Taleboble Kommentarer

Hvert år uddeler det britiske Royal Statistical Society i partnerskab med UK Statistics Authority en pris for en særlig fremragende indsats i officiel statistik (Excellence in Official Statistics Awards). Formålet er at vise anerkendelse af fremragende innovation eller udvikling, som forbedrer servicen over for brugerne. Prisen for 2017 er gået til tre statistikere fra den skotske regering — Alastair McAlpine, Maike Waldmann og Paul Tyrer — for deres indsats i forbindelse med det Skotske Indeks for Multiple Afsavn (Scottish Index of Multiple Deprivation, SIMD).

SIMD er udviklet af de skotske myndigheder med henblik på at kunne identificere de områder i Skotland, der er særligt hårdt ramt af fattigdom og ulighed. Grundlaget for indeksene er 38 indikatorer for forskellige aspekter af fattigdom og ulighed, f.eks. elevpræstationer, afstand til praktiserende læge, kriminalitet, arbejdsløshed og indkomst. De 38 indikatorer er grupperet i syv domæner — indkomst, beskæftigelse, uddannelse, sundhed, adgang til tjenester, kriminalitet og boligforhold.

For hver af ca. 7000 geografiske områder — de såkaldte datazoner — beregnes indeks for hver af de syv domæner og et samlet indeks. Datazonerne er afgrænset således, at befolkningsstørrelsen i hver zone er nogenlunde den samme. Da Skotlands samlede befolkning udgør 5,3 mio., kommer hver datazone til at omfatte ca. 760 personer. Der er således tale om en ganske detaljeret statistik.

Et vigtigt led i præsentationen af SIMD er et  interaktivt kort over skotland, hvor man ved at pege på en datazone får vist i hvilket decil zonen befinder sig, samlet og for hvert af de syv domæner. Man kan også vælge at få de 5, 10 eller 20 pct. med den laveste værdi af indekset markeret på kortet. Endelig er det muligt at downloade de detaljerede data, der ligger bag kortet, så man selv kan analysere videre på dem.

Referencer:
Royal Statistical Society: Hjemmside (link)
Royal Statistical Society: Statistical excellence in official statistics (link)
Royal Statistical Society: Statistical excellence in official statistics: winner announced (link)
Skotlands regering: The Scottish Index of Multiple Deprivation (link)
Skotlands regering: SIMDInteraktivt kort (link)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Besøg Offstat's hovedside