På vej mod et post-statistisk samfund?
31/01/2017
Kommentarer
I et post-faktuelt samfund giver statistik naturligvis ikke megen mening. Fakta og statistik er tæt forbundne, og forsvinder interessen og behovet for fakta, så må det samme nødvendigvis ske for statistikken. Nu er det vel trods alt svært at forestille sig, at behovet for reel viden vil forsvinde, selv om fakta-resistens bestemt ikke er et ukendt fænomen, men måske er der en udvikling i gang, hvor den viden der repræsenteres af den traditionelle officielle statistik, bliver fortrængt af andre typer af viden produceret af andre typer af vidensproducenter. Et slags post-statistisk samfund.
Det hævder i hvert fald William Davis (sociolog og økonom), og det er efter hans opfattelse en udvikling, som giver grund til frygt. Den frygt begrunder han grundigt i en artikel i den britiske avis The Guardian under overskriften “How statistics lost their power — and why we should fear what comes next”.
Med eksempler navnlig fra USA og UK mener han at kunne påvise, at tilliden til den officielle statistik er dalende. Historisk har den officielle statistik været et vigtigt redskab for regeringernes beslutninger, og følgerne vil være alvorlige, hvis det redskab mistes, fordi tilliden forsvinder. Han er opmærksom på, at den officielle statistik har nogle udfordringer, der kan begrunde en kritisk holdning, men frygter konsekvenserne af en overdreven mistillid. Risikoen er, at mistillid i store del af befolkningen — også selv om den er overdreven eller ubegrundet — kan få politikere til afstå fra at anvende pålidelig statistisk viden, og i stedet basere sig på populære, men beviseligt forkerte, påstande.
En anden trussel ser han i, at den traditionelle officielle statistik, der er baseret på organiseret indsamling af data, fortrænges af en ny type viden baseret på automatisk dannede data (big data). Det kan f.eks. være data indsamlet fra sociale internetbaserede medier eller fra registreringer om anvendelse af betalingskort eller mobiltelefoner. Denne type data er velegnede til at registrere ændringer i og udbredelse af holdninger og følelser, hvilket kan være nyttigt ved beslutninger i forbindelse med markedsføring, herunder markedsføring af politiske kandidater og partier. Frygten er naturligvis, at der sker en forskydning af det politiske beslutningsgrundlag fra reel viden om samfundsforholdene til mere eller mindre tilfældige ikke rationelle følelser og holdninger.
Det er også et demokratisk problem, at i modsætning til den traditionelle officielle statistik så vil den nye type viden ikke uden videre blive offentliggjort. Traditionel officiel statistik er så kostbar, at det stort set kun er stater, der både har tilstrækkelige midler og tilstrækkelig interesse i resultaterne, til at forestå produktionen. Og det anses normalt for at være statens forpligtelse at offentliggøre resultaterne. For den nye type viden er det mere adgangen til data og ikke omkostningerne, der afgør, hvem der kan producere den. Og producenterne vil ikke nødvendigvis føle sig forpligtet til at offentliggøre. Tværtimod kan de have en legitim kommerciel interesse i hemmeligholdelse.
