Kategori: Statistikkvalitet

Tidskriftet The Economist udtrykker bekymring over, at befolkningerne i de rige lande viser en faldene villighed til at deltage i spørgeskemaundersøgelser. Som eksempler nævnes den britiske arbejdskraftundersøgelse, hvor besvarelsesprocenten er faldet fra 70 pct i 2001 til 43 pct i 2017 og den amerikanske Løbende Befolkningsundersøgelse (Current Population Survey), hvor procenten i samme periode faldt fra 94 pct til 85 pct. Men tendensen er ifølge The Economist den samme i Canada og på det europæiske kontinent.

Den lave deltagelse svækker kvaliteten af disse statistikker. Navnlig øges risikoen for upræcise eller ligefrem misvisende opgørelser. Det er bekymrende, fordi den statistik, som undersøgelserne danner grundlag for, er vigtige redskaber i den politiske beslutningsproces. Den stigende uvillighed betyder også, at det kræver en større indsats at finde deltagere og at motivere dem til at deltage. Det resulterer i øgede omkostninger.

De tre årsager, nægterne  oftest giver for deres afvisning, er at de er ligeglade med statistikken, at de er bekymrede omkring privatlivets fred og at de ikke har tid. The Economist tilføjer at omfanget af spørgeskemaundersøgelser kan være blevet så stort, af befolkningen føler deltagelse som en større belastning end tidligere.Det kan også spille ind, at deltagelse i mindre grad end tidligere opfattes som en borgerpligt. Sidstnævnte årsag paralleliserer The Economist med faldende valgdeltagelse.

Kortere spørgeskemaer og tilbud om betaling for deltagelse har været forsøgt som midler til at øge deltagelsen. Det forsøges også, at kompensere for lave svarprocenter ved forskellig statistiske teknikker som vægtning og imputation. Men hverken de incitamentsfremmende eller de kompenserende metoder er uden problemer, og det er ikke givet, at de i alle tilfælde fører til mere pålidelige resultater. En bedre fremgangsmåde er at anvende alternative datakilder i form af allerede eksisterende administrative registre, f.eks. skattevæsenets registre. Problemet i den forbindelse er, at der i mange lande er store bureaukratiske og juridiske vanskeligheder, der skal overvindes, for at gøre statistisk anvendelse af administrative registre mulig. De nordiske lande, herunder Danmark, udgør dog på dette punkt en undtagelse. Her har  administrative registre allerede i mange spillet en central rolle som grundlag for den officielle statistik.

Referencer:
The Economist:   Plunging response rates to household surveys worry policymakers, 2/5-2018 (link)

Decentral kommunikation på sociale medier er ved  at fortrænge den traditionelle, mere centraliserede, vidensformidling. Samtidig er tilvejebringelse af omfattende information blevet enklere og billigere, bl.a takket været big data og kraftfulde algoritmer. Og endelig har brugerne fået flere kilder til information, men står ofte uden mulighed for at vurdere pålideligheden og andre kvalitetsaspekter af kilderne. Den udvikling udfordrer den officielle statistiks rolle som den dominerende, stabile og pålidelige leverandør af data om samfundet.  Nogle mulige konsekvenser af udviklingen vurderes i et arbejdspapir  — Communication of Statistics in Post-truth society: the Good, the Bad and the Ugly — udgivet af Eurostat.

Forfatterne til papiret er Emanuelle Baldacci, der er leder af Eurostats direktorat for metodologi, og Felicia Pelagalli, der er grundlægger og leder af  konsulentvirksomhededen Culture, der beskæftiger sig med forskning og kommunikation. De to forfattere mener ikke, at udviklingen og de ændrede betingelser for produktion og formidling af statistisk nødvendigvis er udtryk for noget negativt, men de ser nogle mulige risici, som de officielle statistikproducenter efter deres opfattelse bør forholde sig til. De opstiller tre mulige scenarier for den fremtidige udvikling, som de betegner det gode, det onde og det grusomme (the good, the bad and the ugly).

I det onde scenarie vil der ikke ske yderligere væsentlige ændringer i betingelserne for produktion og formidling af statistik, og de nationale statistikinstitutter vil heller ikke gennemgå voldsomme ændringer. Resultatet vil blive, at den officielle statistik fortsat vil spille en vis rolle, men være langt fra den dominerende position, den i dag har i produktion og formidling af statistik.

Fortsætter udviklingen derimod i retning af dannelse af få store ikke-offentlige producenter og formidlere, samtidig med, at de officielle producenter fortsætter stort set uændret, kan den officielle statistik ende med at blive nærmest irrelevant. Brugerne vil stadig anvende statistik, både den private og den officielle, men de vil anvende individualiserede webbaserede værktøjer, og vil være tilbøjelige til at opfatte alle producenter på lige fod, og ingen af dem som specielt pålidelige. Sandsynligvis vil tabet af relevans føre til mindre politisk interesse og dermed mindre bevillinger. En ond cirkel vil være skabt. For brugerne og samfundet vil det nok betyde adgang til mere information end i dag, men informationen vil være mindre brugbar, fordi der savnes redskaber til at vurdere kvaliteten. Ægte og falsk information bliver vanskelig at adskille. Det er det post-faktuelle samfund i al sin gru, og derfor det grusomme scenarie.

I det gode scenarie placerer den officielle statistik sig som en producent, der skiller sig ud fra private producenter ved at brugerne opfatter den som særligt troværdig. I det scenarie bliver den officielle statistik brugernes beskyttelse mod falsk information. Forfatterne ser denne udvilking som den mest sandsynlige, men påpeger, at den stiller krav til omstilling og modernisering af den officielle statistik. F.eks må der etableres præsentationsformer, der er individuelt rettet mod den enkelte bruger, og der må satses på at udvikle brugernes færdigheder i anvendelse af statistik (statistisk læsefærdighed).

I praksis kan det vise sig vanskeligt, at etablere et officielt statistikbureau i rollen som den ophøjede beskytter af formidlingen af troværdig statistik. Den officielle statistik er selv en del af et politisk system, hvor styring af information indgår som et magtinstrument. Tænk blot på den uvilje der af og til kommer til udtryk i forbindelse med produktion og præsentation af statistik på områder som intelligens, religion, etnicitet og indvandring.

Referencer:
Emanuelle Baldacci og Felicia Pelagalli: Communication of Statistics in Post-truth society: the Good, the Bad and the Ugly, Eurostat 2017 (link)

Med henblik på fastlæggelsen af fordelingen mellem delstaterne af medlemmerne af Repræsentanternes Hus og af de direkte skatter til forbundet, er det i USA’s forfatning fastlagt, at der hvert tiende år skal afholdes en folketælling. Planlægningen af den næste, der skal finde sted i 2020, er i fuld gang, men en vis bekymring for, at projekteret er ved at komme vanskeligheder, er begyndt at brede sig. I et tidligere indlæg har jeg beskrevet de vigtigste træk ved Folketællingen i forbindelse med en omtale af den hidtidige folketællingschefs beslutning om at forlade posten.

Forfatningens krav, der blot omfatter en simpel optælling af befolkningen i delstaterne, skal nok blive opfyldt, men folketællingerne har hidtil været anvendt til en langt mere omfattende dataindsamling, som har udgjort en hovedhjørnesten i det amerikanske statistiske system. Uheldigvis er traditionelle folketællinger af den amerikanske type kostbare at gennemføre, og omkostningerne har været stigende. Kongressen har for længst besluttet, at omkostningerne ved den kommende tælling ikke må være højere end ved den forrige, og da dette loft er fastlagt i løbende priser, dvs. uden hensyn til inflationen, så skal den kommende tælling i praksis gennemføres med færre ressourcer.

Det har folketællingsbureauet (Census Bureau) fra starten været forberedt på og indrettet sin planlægning efter. Tilpasningen har især bestået i, at nedbringe antallet af ansatte i forbindelse med tællingen og i stedet anvende mere teknologi, f.eks. ved at få respondenterne til at indberette via internettet. Alt det er forberedt i de seks år, der er gået siden forrige tælling, hvor bureauet har fået stillet de forventede ressourcer til rådighed. Men sædvanen er, at bevillingerne forøges betydeligt i de tre sidste år op til tællingen, hvor den konkrete aftestning og iværksættelsen af de praktiske foranstaltninger går i gang. Og her har Kongressen, og efter Trumps’s tiltræden også præsidenten, vist sig uvillige.

Blandt de bekymrede er Government Accountability Office (GAO, kan sammenlignes med Rigsrevisionen), hvis opgave det er at støtte Kongressen (og ikke præsidenten) i at opfylde sine forfatningsmæssige forpligtelser. Hver andet år, ved åbningen af en ny Kongres, offentliggør GAO en liste — The High Risk List — over institutioner og programmer under Kongressens ansvarsområde, hvor risikoen er høj for at de er på vej ind i alvorlige vanskeligheder. I 2017 er Folketællingens problemer blevet optaget på listen, der i alt omfatter 34 punkter.

Problemerne, hvor store de end er, kan således ikke siges at være helt ignorerede. Det er nok baggrunden for, at John H Thompsen, den tidligere chef for folketællingsbureauet, i et interview i Significance i juli, kort efter sin fratræden, udtrykker det synspunkt, at situationen giver grund til bekymring, men ikke til panik.

Referencer:
John H Thompson: Interview i Significance , 19. juli 2017 (link)
Robert Shapiro: The 2020 Census may be wildly inaccurate— and it matters more than you think, Fixgov, Borookings (link)
GAO: The High Risk List, 2017 (link)
GAO: Webside om problemerne omkring Folketællingen i 2020 (link)

Den europæiske arbejdskraftundersøgelse er hovedkilden til EU’s statistik om beskæftigelse og arbejdsløshed. Den gennemføres hvert kvartal som en interviewundersøgelse i alle EU-lande, kandidatlande og EFTA-lande. Interviewene for et givet kvartal er fordelt ud over alle uger i kvartalet. Undersøgelsens indhold og metode er reguleret i en EU-forordning (link til forordning og ændring)

Fokus i undersøgelsen er arbejdsmarkedsrelaterede variable som f.eks. arbejdsmarkedsstaus, stilling, fag, arbejdstid, erhvervserfaring og jobsøgningensaktivitet, men en lang række data om demografi og uddannelse og indkomst indgår også. Populationen er personer i private husholdninger. For arbejdsmarkedsvariable indhentes dog kun oplysninger for personer over 14 år.

Grundlaget for undersøgelsen er en stikprøve af enten de husholdninger eller de personer, der har bopæl i landet. Som hovedregel indsamles oplysninger om alle personer i husholdningen, uanset om stikprøveenheden er husholdninger eller personer. Derved bliver det muligt, også at belyse forhold omkring den husholdning, de omfattede personer indgår i, f.eks. antal personer i husholdningen og alderen på husholdningens yngste barn. I Danmark anvendes dog en lidt anden fremgangsmåde. Stikprøven består af enkeltpersoner, men øvrige personer i de husholdninger, de udtrukne personer tilhører, inddrages ikke. I stedet hentes husholdningsoplysningerne for de udtrukne personer fra befolkningsstatistikkens registre.

En centralt del af arbejdskraftundersøgelsen er opdelingen af befolkningen i hhv. den del, der indgår i arbejdstyrken, dvs er i job eller søger job,  og resten. Arbejdsstyrken opdeles yderligere i beskæftigede og ledige. Et velegnet redskab til analyse af en sådan landefordelt opdeling i arbejdsmarkedsstatus på tre kategorier  — beskæftigede, ledige, uden for arbejdsstyrken —  finder man i trekantgrafen (se evt. tidligere indlæg). Neden for er vist trekantgrafer for arbejdsmarkedsstatus for hhv. mænd og kvinder i de lande, der indgår i EU-undersøgelsen. Ved farvekodning er landede opdelt i geografiske regioner efter FN’ geokoder, dog med den udvidelse, at de fem nordiske lande skilt ud som en særlig gruppe. Danmarks placering i de to diagrammer er angivet med en sort cirkel.

Kilde: Eurostats Statistikbank, lfsq_pganws,   Grafik: Veusz

I begge diagrammer skiller Island sig ud med lav arbejdsløshed (tæt på nederste kant) og lav andel uden for arbejdsstyrken (tæt på højre kant). En gruppe østeuropæiske lande skiller sig ud med både høj ledighed og høj andel uden for arbejdsstyrken. For kvindernes vedkommende er især Tyrkiets placering markant med en meget høj andel uden for arbejdsstyrken.

Kilde: Eurostats Statistikbank, lfsq_pganws,   Grafik: Veusz

Den Europæiske Arbejdskraftundersøgelse indeholder også en longitudinel del, hvor de samme personer følges fra en periode til en anden. Den longitudinelle undersøgelse er behandlet i indlægget den 29/10-15.

Referencer:
EU’s arbejdsmarkedsundersøgelse, webside (link)
EU-forordning nr. 577/98 af 9. marts 1998 om stikprøveundersøgelse vedrørende arbejdsstyrken (link)
EU-forordning nr. 2257/2003 af 25. november 2003 om ændring af forordning 577/98  (link)

Et vigtigt mål for den Europæiske Centralbanks aktiviteter er at sikre stabile priser i  Euro-området, hvilket defineres som en årlig inflation under, men tæt på, to pct. Bankens redskab til måling af inflationen er EU’s Harmoniserede Indeks for Forbrugerpriser (HICP). Også EU-Kommisionen anvender HICP i dens overvågning af økonomien både i EU som helhed og i de enkelte medlemslande, herunder især kontrollen med overholdelsen af inflationskravet i Maastricht-kriterierne.

Indeksene for de enkelte lande udarbejdes af de nationale statistikinstitutioner efter en fælles metode. På grundlag heraf beregner Eurostat indeksene for EU som helhed og for Euro-området. Der beregnes delindeks for omkring 100 produktgrupper (ECOICOP 5-ciffer niveau). Reglerne for opgørelsen er fastlagt i EU’s forordning af 11. maj 2016. Eurostat offentliggør også HICP for en række lande, der ikke er medlemmer af EU, bl.a. Norge  og Tyrkiet. Indeksene offentliggøres månedligt, 2-3 uger efter efter månedens afslutning. For Euro-området som helhed offentliggøres foreløbige og summariske indeks allerede den sidste dag i den måned, tallene vedrører.

De fælles regler for opgørelse kan afvige fra de regler, der anvendes i de enkelte lande ved beregningen af de nationale forbrugerprisindeks. For Danmarks vedkommende er opgørelsen af  HICP identisk med opgørelsen af forbrugerprisindekset bortset fra, at ejerboliger og privathospitaler indgår i forbrugerprisindekset, men ikke i HICP.

Inflationen i EU-lande opdelt på Euro-lande og lande med egen valuta

Kilde: Eurostats statistikbank prc_hicp_midx
Grafik: Veusz

Figuren viser et plot af inflationen i hhv. de EU-lande, der har Euro som valuta og de EU-lande, som har bevaret deres egne valutaer. Figuren til venstre viser den årlige inflation opgjort i juli 2017 og figuren til højre, den gennemsnitlige årlige inflation i femårsperioden juli 2012 til juli 2017. Begge figurer viser at variationen i inflationsrater er større i Euro-landene end i landene med egen valuta. Det er lidt overrakende! Man ville forvente at inflationsraterne i lande med samme valuta lå tæt på hinanden, hvorimod raterne i lande med egen valuta i højere grad kunne variere.

Der kan være mange grunde til, at inflationen varierer indenfor Euro-landene. En række mulige forklaringer herpå har Danmarks Statistik fremlagt i en Analyse (26/9-2016).  Danmark er ganske vist ikke et Euro-land, men i praksis ligger kursen på den danske krone fast i forhold til Euroen, så med hensyn til inflationsrate kan Danmark sammenlignes med et Euroland. De forklaringer Danmarks Statistiks Analyse giver på, at inflationen i Danmark i nogle perioder afviger fra den gennemsnitlig inflation i Euro-området, kan derfor også være relevante for de egentlige Euro-lande.

Referencer:
Eurostat: Metadata, Harmonised index of consumer prices (HICP) (link)
Danmarks Statistik: EU-harmoniseret forbrugerprisindeks juli 2017, Nyt fra Danmarks Statistik 22. august 2017 (link)
Danmarks Statistik: Statistikdokumentation for EU-harmoniseret forbrugerprisindeks (HICP samt HICP-CT) (link)
Thomas Hjort Jacobsen: Hvorfor er den danske inflation forskellig fra euroområdets?, DSTAnalyse 2016:13, 26/9-2016 (link)

De nationale statistikbureauers uafhængighed af regeringer og andre politiske myndigheder er en central del af grundlaget for tilliden til kvaliteten af den officielle statistik. Uafhængighed er derfor et centralt krav i  EU’s adfærdsregler for officiel statistik. På den baggrund har det vakt nogen opsigt, at en tidligere græsk chefstatistiker — Andreas Georgiou — i Athen er blevet idømt to års fængsel for pligtforsømmelse. Pligtforsømmelsen består i at have offentliggjort en revision af opgørelserne af underskuddet på de offentlige finanser i 2010, uden at offentliggørelsen var godkendt af det græske statistikbureaus direktion. Tidsskriftet Significance, der udgives af Royal Statistical Society og American Statistical Association har i det seneste nummer en gennemgang af sagen.

Sagen har stor politisk interesse, fordi Grækenland på tidspunktet for offentliggørelsen af revisionerne var i gang med forhandlinger om en international redningsplan for landets kriseramte økonomi, og at revisionerne viste, at situationen var værre end hidtil hævdet af den græske regering. Med til historien hører også, at EU’s statistikmyndigheder tidligere havde meddelt, at man nu anså den græske statistik for værende så upålidelig, at den var uanvendelig. På tidspunktet for domfældelsen havde Eurostat genvundet tilliden til den græske statistik, netop på grund af den genopretning og heraf følgende revisioner, som den domfældte Andreas Georgiou havde stået i spidsen for.

Georgiou blev i august 2010 udnævnt som chef for det nationale græske statistikbureau, særligt med den opgave at genoprette den tabte tillid til den officielle græske statistik. Her er født i Grækenland, men har boet i USA i mere end tredive år. På tidpunktet for udnævnelsen var han ansat i Den Internationale Valutafond (IMF).

Afsløringerne af problemerne i statistikken bidrog til at gøre den økonomiske nedtur endnu mere smertefuld. I den situation valgte nogle grækere, herunder de skiftende regeringer, at rette bebrejdelserne mod budbringerne, fremfor de ansvarlige for den politik, der havde skabt problemerne. Og den anklage, som Georgiou blev kendt skyldig i er ikke den alvorligste af de sager, der er rejst. Langt alvorligere er en beskyldning for bevidst at have leveret et for negativt billede af den græske økonomi, for at gavne forhandlingspositionen for landets kreditorer, blandt hvilke en af de vigtigste er Georgious tidligere arbjejdsgiver, IMF. Det er en anklage for landsforrædderi, som kan medføre fængsel på livstid. Men i den sag blev han frikendt.

Blandt Grækenlands kreditorer og navnlig hos Eurostat, der løbende overvåger kvaliteten af EU-landenes statistikproduktion, er der en udbredt respekt for  Georgiou og hans indsat for opretningen af den græske statistik, og Eurostat anser nu de statistiske oplysninger fra Grækenland for fuldt pålidelige.

Referencer:
Eurostat: European Statistics Code of Practice (link)
GREEKREPORTER Aug 11, 2017: Former ELSTAT Chief Andreas Georgiou Handed Suspended Two-Year Jail Sentence (link)
Robert Langkjær-Bain: Trials of a statistician, Significance, August 2017 (link)

I mit indlæg den 2. maj 2017 beskrev jeg museumsstatistikken som en en statistik af meget høj kvalitet. Beklageligvis er der siden opstået tvivl om kvaliteten af statistikkens vigtigste variabel, besøgstallet, bl.a udtrykt i en artikel i Politiken.

Producenten af statistikken — Danmarks Statistik — har næppe forestillet sig, at der kunne være tvivl om, hvad der skulle forstås ved besøgstal. Men det viser sig at kunstmuseet Aros i Århus, der ifølge statistikken er blandt museerne med de højeste besøgstal, anvender en ret kreativ metode ved opgørelsen. Besøgende på Aros omfatter nemlig ikke blot gæster, der har købt en billet, men alle, der har vist sig i forhallen. Det giver naturligvis et højere besøgstal, og det er jo nok også meningen med den kreative metode, der til gengæld ikke siger meget om interessen for museets samlinger. Et andet meget besøgt kunstmuseum — Louisiana i Humlebæk — og forhåbentlig de fleste andre museer, har kun registreret betalende gæster.

Ifølge Politiken bliver Aros-metoden delvis forsvaret af formanden for Dansk Center for Muesumsforskning, professor Hans Dam Christensen. Politiken citerer ham for udtalelsen “Det at gå på museum handler ikke kun om at se på værker på en udstilling. Det kan også være at få oplevelser af anden karakter”. Det er selvfølgelig korrekt, at der kan være mange motiver til at gå på museum, som alle kan være interessante at belyse statistisk. Men museumsstatistikkens besøgstal måler ikke karakteren af en oplevelse. Det vil kræve andre og mere komplicerede målemetoder. Besøgstallet giver en indikation af hvor mange, der har besøgt museets samling, uden hensyn til formålet med eller udbyttet af besøget. Og det giver ikke mening at blande den opgørelse sammen antallet af købere af postkort, antal besøg i caféen eller antal turister, der ønsker en selfie med museet som baggrund.

Der kan være gode grunde til at udvide museumsstatistikken med andre mål, som f.eks. antal besøgende i butik, cafe og forhal, målinger af forskellige aspekter af formålet med og oplevelsen af besøget og om  arten og omfanget af anvendelsen af museernes hjemmesider. Men ønsker om forbedret statistik må ikke føre til at den eksisterende statistik udvandes og evt. gøre ubrugelig.

Referencer:
Politiken 14/6 2017. Eksperter efter tællerod : Museer skal tælle deres besøgende på samme måde (link)

Arbejdsmarkedsregnskabet er Danmarks Statistiks mest detaljerede opgørelse af befolkningens tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er en registerbaseret statistik, dvs. en statistik baseret på en række administrative registre, der egentlig er oprettet til andre formål, men som af Danmarks Statistik er bearbejdet til statistikformål. Registerstatistikkerne er totalopgørelser af hele befolkningen. I kraft af cpr-numre kan de forskellige registerstatistikker kombineres med hinanden, således at antallet af variable, der belyses i statistikken, kan udvides. Cpr-numrene kan også anvendes til at kombinere samme registerstatistik for flere år og derved frembringe såkaldte longitudinelle eller dynamiske opgørelser. Begge muligheder — flere variable og dynamisk opgørelse — har Danmarks Statistik udnyttet i en analyse med overskriften “Seks ud af ti i stabil beskæftigelse”, der udkom 14. juni 2017.

I analysen har man set på de 25-64 årige i treårperioden 2013-2015. Personer med beskæftigelse er opdelt efter graden af arbejdsmarkedstilknytning på grundlag af den andel af treårsperioden, de har været beskæftiget. Løntilskudsjob betragtes ikke som beskæftigelse i denne sammenhæng. Personer med en beskæftigelsesgrad på under 80 pct. bliver kun betragtet som værende i beskæftigelse, hvis de ikke i den del af perioden, hvor de var uden beskæftigelse, hovedsageligt var under uddannelse eller under tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

I tabellen nedenfor gengives nogle af analysens hovedresultater.

Beskæftigelsesgrad for 25-64 årige i treårsperioden 2013-2015

Kilde: DSTAnalyse 2017:9

Udover fordelingen på køn beskriver analysen sammenhængen mellem beskæftigelsesgrad og hhv. indkomst, uddannelse, socioøkonomisk gruppe og branche.

Referencer:
Danmarks Statistik: Seks ud af ti i statbil beskæftigelse, DSTAnalyse 2017:9, 14/7-2017 (link)
Danmarks Statistik: Statistikdokumentation for Arbejdsmarkedsregnskab 2015 (link)

For ikke så mange år side blev direkte måling af personers lykke betragtet som et højst usikkert, ja måske ligefrem tvivlsomt foretagende. I hvert fald ikke noget, som seriøse officielle statistikproducenter beskæftigede sig med.

Det var ikke fordi, at der var uenighed om at størst mulig lykke for befolkningen var det vigtigste formål med økonomisk og politisk aktivitet, selv om man nødigt brugte ordet lykke. Man talte i stedet om velfærd og foretog gerne sammenligninger af velfærd mellem lande eller over tid i et enkelt land. Som mål anvendtes ofte bruttonationalproduktet (BNP). Somme tider blev BNP suppleret med eller erstattet af andre mål som som f.eks. middellevetid og spædbørnsdødelighed. Der var således tale om en meget indirekte måling af lykke eller velfærd for nationen som helhed. Direkte at måle følelsen af lykke eller velfærd for den enkelte person kom ikke på tale.

Alt det har ændret sig, efter at økonomer omkring årtusindskiftet for alvor begyndte at beskæftige sig individuel subjektiv lykkemåling. Med subjektiv måling menes, at at man lader det enkelte individ selv vurdere, i hvilken grad det føler sig lykkelig eller tilfreds eller  hvilket ord man nu vælger i den konkrete udformning af spørgsmålene. Blandt de første bøger i denne bølge var Frey og Stutzer, 2002  og Layard , 2005.  Andre faggrupper — f.eks. psykologer og sociologer— havde tidligere beskæftiget sig med emnet, men det var først, da det kom på økonomernes dagsorden, at producenterne af officiel statistik begyndte at vise emnet interesse. Helt afgørende betydning for den officielle statistik blev offentliggørelsen af Stiglitz-rapporten (2009) og OECD’s manual (2013).

Området har stadig en eksperimenterende karakter, men bla. i OECD er man nu overbevist om, at det faktisk er muligt gennem svar på simple spørgmål, at opnå pålidelige målinger af en subjektiv følelse som lykke. Der er dog også udbredt enighed om, dels at lykke er for snævert et begreb og dels at området er komplekst og må analyseres fra flere vinkler. OECD anvender begrebet wellbeing (af Danmarks Statistik oversat til livskvalitet) som samlet betegnelse for området og  anbefaler at tre aspekter belyses:

• Tilfredshed (Life evaluation), en persons generelle vurdering af livet som helhed, eller et aspekt af det.
• Sindstilstand (Affect), en persons følelser eller føleslsemæssige tilstand, typisk målt på et bestemt tidspunkt
• Meningsfuldhed (Eudaimonia), en persons følelse af mening og formål i livet

Flere landes officielle statistikbureauer er begyndt at offentliggøre statistikker om livskvalitet (wellbeing) med UK, Italien og Østrig som de europæiske pionerer på området. Danmarks Statistik offentliggjorde for første gang en omfattende samling indikatorer for livskvalitet i september 2016. Nogle eksempler på resultaterne er vist i tabellen nedenfor.

Tabel: Kerneaspekter af subjektiv livskvalitet, 2015

Anm: Der er anvendt en skala fra 0 til 10. For spørgsmålet vedr. tilfredshed betyder 0 “slet ikke tilfreds” og 10 “fuldt ud tilfreds. For spørgsmålene under sindstilstand betyder 0 “på intet tidspunkt” og 10 “hele tiden”. For spørgsmålet under meningsfuldhed betyder 0 “slet ingen mening” og 10 “fuldt ud mening”
Kilde: Danmarks Statistikbank, www.statistikbanken.dk/LIVS2,LIVS3 og LIVS4

Dannmarks Statistiks opgørelser omfatter 38 indikatorer, afspejlende svarene på 38 spørgsmål om livskvalitet. I tabellen ovenfor er valgt de fem indikatorer som OECD anbefaler som basismodul i enhver statistik om livskvalitet. OECD har valgt disse fem indikatorer, dels fordi de er væsentlige, og dels fordi man har gode erfaringer omkring deres kvalitet og anvendelighed.

Tabellen viser kun et ganske lille udsnit af de de data, der er til rådighed i statistikbanken. Her er alle 38 indikatorer fordelt på en lang række baggrundsvariable bla. kommune, alder, indkomst og uddannelse.

Referencer:
Frey, B. S. and A. Stutzer (2002): “Happiness and Economics”, Princeton University Press
Layard, Richard (2005): “Happiness – Lessons from a new Science”, The Penguin Press, New York
Stiglitz, J. E., Amarthy Sen and J. P. Fitoussi (2009): “Report by the Commission on the Measurement of Economic Performance and Social Progress” (link)
OECD (2013),  OECD Guidelines on Measuring Subjective Well-being, OECD Pubklishing (link)
Danmarks Statistik, www.statistikbanken.dk

Danmarks Statistik har den 10. maj 2017 offentliggjort sin årlige befolkningsfremskrivning, der går frem til 2060 for hele landet. For kommuner og landsdele er der udarbjedet fremskrivninger frem til 2045. Landfremskrivningen viser en samlet førøgelse af  befolkningen fra 5,7 mio. til 6,5 mio fra 2017 til 2060. Traditionelt har hovedinteressen omkring fremskrivningerne været befolkningens aldersmæssige og geografiske fordeling, fordi denne viden er vigtig i forbindelse med planlægning omkring uddannelse, sundhedsvæsen, boligbyggeri, pensions- og bistandssystemer osv. I forbindelse med indvandringens stigende betydning er der også i de senere år kommet øget fokus på ændringerne i sammensætningen efter herkomst, og navnlig andelen med en ikke-vestlig herkomst. Det skyldes, at andre statistikker viser, at denne gruppe på en række punkter — f.eks. uddannelse, beskæftigelse, bistandsbehov og kriminalitet — afviger fra den øvrige befolkning (Danmarks Statistik: Indvandrere i Danmark 2016 og blogindlæg fra 30/11-2015).

I nedenstående tabel er vist nogle hovedtal for fremskrivningen af fordelingen efter herkomst:

Befolkningsudviklingen 2017-2060 ifølge Danmarks Statistiks fremskrivning

Kilde: Statistikbanken/FRDK217

En befolkningsfremskrivning er ikke en forudsigelse af den fremtidige udvikling, men et forsøg på at kombinere den eksisterende viden om befolkningens fordeling på køn og alder mm. med nogle plausible forudsætninger om den fremtidige udvikling i  fertilitet, dødelighed og ind- og udvandring. Fremskrivningens resultater er helt bestemt af forudsætningerne, og som et led i offentliggørelsen har Danmarks Statistik da også  omhyggeligt redegjort for disse forudsætninger.

Udarbejdelsen af befolkningsfremskrivningen sker i et samarbejde mellem Danmarks Statistik og forskningsinstitutionen DREAM. Danmarks Statistik står for fremskaffelsen af grunddata, og DREAM beregner fremskrivningen for hele landet. På grundlag af landsfremskrivningen beregner Danmarks Statistik efterfølgende fremskrivninger for de enkelte kommuner og landsdele. Fastlæggelse af forudsætningerne sker i samarbejde mellem de to institutioner.

Referencer:
Befolkningsfremskrivninger 2017-2060, Nyt fra Danmarks Statistik 10. maj 2017
Statistikbanken/FRDK117, FRDK217, m.fl. (Danmarks Statistik)
Statistikdokumentation af befolkningsfremskrivning for Danmark (Danmarks Statistik)
Temaside om befolkningsfremskrivning, bl.a. med en række ekstra dokumentationsnotater (Danmarks Statistik)
Introduktion til DREAM’s befolkningsfremskrivningsmodel (dreammodel.dk/intro_befolkning.html)
Indvandrere i Danmark 2016 (Danmarks Statistik, publikation)