Spændende, mystiske, farvede og magtfulde tal
14/03/2017
Kommentarer
For professor Henrik Kragh Sørensen er tal spændende, mystiske, fascinerende og til tider farlige. Sådan er vi mange, der har det, men få har udtrykt deres talbegejstring så sprudlende og fornøjeligt, som Kragh Sørensen gør det i sin nye lille bog “Tal”. Bogen er på under tres letlæste sider, men kommer dog omkring mange aspekter og anvendelser af tal. Nogle af dem overraskende, i hvert fald for mig.
Udfra denne blogs indfaldsvinkel — den officielle statistik og dens anvendelser — er noget af det vigtigste i bogen forfatterens overvejelser omkring tallenes anvendelse i forbindelse med målinger og ved beskrivelse af sammenhængen mellem de fænomener vi måler. I naturvidenskaberne kan man ofte med rimelig sikkerhed måle veldefinerede størrelser som afstand og hastighed, og ovenikøbet med udgangspunkt i alment anerkendte naturlove bruge målingerne til at beskrive og præcisere årsagssammenhænge.
Så nemt er det ikke i den officielle statistik. Her er de størrelser der måles ofte vanskelige at definere præcist, f.eks. et prisindeks eller en arbejdsløshedskvote, og selv om man er nået frem til en brugbar definition, så er der ofte betydelige vanskeligheder med at foretage selve målingen. Endelig mangler man typisk alment anerkendte “naturlove”, der kan støtte en forklaring på de observerede sammenhænge. Som Kragh Sørensen så udmærket udtrykker det (s 42):
“Tal og videnskabelige statistiske undersøgelser kan altså give os anledning til at se mønstre og sammenhænge. Men ved nærmere eftersyn finder vi måske, at de enten ikke er helt så klare eller viser sig at være værdiladede og dermed slet ikke så objektive, som de tog sig ud.”
Tonen i bogen er begejstret og optimistisk, undtagen når emnet er juristers og økonomers anvendelse af tal. Han taler ligefrem om, at disse to faggruppers betagelse af tal måske har ført til et bedrag, et tallenes tyrani (s. 44). Jeg tror nu ikke, at eksperters eventuelle misbrug af tal skyldes betagelse eller selvbedrag. Men det forekommer utvivlsomt, at økonomer og jurister bevidst — eller måske på grund af manglende omhu — misbruger deres faglige autoritet til at fremme bestemte interesser. Men det er netop misbrug, og den type misbrug af faglig autoritet er økonomer og jurister ikke ene om.
