Danmarks Statistiks planer for 2017

10/01/2017          Taleboble Kommentarer

Danmarks Statistik redegør hvert år i januar for sine planer for det kommende år. Planerne for 2017 er beskrevet i Arbejdsplan 2017, der udkom den 6. januar. Den årlige arbejdsplan er forankret i femårsplanen Strategi 2020, der omfatter perioden 2015-2020. Strategi 2020 har tidligere været behandlet i denne blog.

Ny Statistiklov

En ny statistiklov er under udarbejdelse. Den nye lov vil mere generelt omhandle officiel statistik, hvor den nuværende er koncentreret om Danmarks Statistiks virksomhed. Der må også forventes opstramninger af kravene til uafhængighed og kvalitet, bl.a. for at leve op til kravene i EU’s statistikforordning.

Et udkast til loven forventes at blive sendt i høring i foråret 2017, og den endelige vedtagelse er planlagt til Folketingsåret 2017/2018.

Nye, bedre og hurtigere statistikker

En række helt nye statistikker stiles i udsigt, bl.a.

For flere af de eksisterende statistikker sker der udvidelser. Det gælder bl.a. socialstatistikken og det grønne nationalregnskab. For den registerbaserede arbejdsmarkedsstatistik (RAS) og visse erhvervstatistikker vil tidspunktet for offentliggørelse blive fremrykket.

Nye datakilder

Big data (se tidligere indlæg) kan dels erstatte eksisterende datakilder — helt eller delvist — og dels danne grundlag for nye typer af statistik. Bl.a håber man at øget brug af stregkodedata fra supermarkeder både kan reducere svarbyrden for indberetterne og øge statistikkens kvalitet. Danmarks Statistik deltager i internationale projekter om anvendelse af big data til opgørelser af energiforbrug, skibstrafik og emissioner.

Betænkeligheder

Danmarks Statistiks styrelse har godkendt arbejdsplanen, som det foreskrives i Lov om Danmarks Statistik. Men selv om Styrelsen giver udtryk for generel tilfredshed med arbejdsplanen, så udtrykker den også bekymring over mulighederne for på lidt længere sigt at opretholde ambitionsniveaet. Især efterspørger den en langsigtet løsning på problemer omkring implementering af fremtidige EU-krav. Den er også bekymret for det grønne nationalregnskabs fremtidige finansiering, og endelig frygter den, at en utidssvarende it-struktur kan skabe problemer for bl.a. nationalregnskabet og statistikbanken.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Besøg Offstat's hovedside