År: 2016

  • Danmarks Statistiks strategi

    Under titlen Strategi 2020 har Danmarks Statistik offentliggjort sine overordnede planer for årene frem til 2020. Planerne beskrives under fem hovedtemaer og for hvert hovedtema opstilles en række målsætninger. Nedenfor er givet en oversigt over de fem temaer og  nogle eksempler på målsætninger.

    Hovedtema Eksempler på målsætninger
    Ydelser
    • Øget synlighed i samfundsdiskussionen, bl. a. gennem indlæg i pressen
    • Opbygning af en fælles indgang til dansk officiel, statistik, i samarbejde med andre statistikproducenter
    Processer
    •  Systematisk anvendelse af internationale standarder
    Datakilder
    •  Fortsat reduktion af indberetningsbyrden
    • Udnyttelse af nye datakilder, f.eks. Big Data
    Datasikkerhed
    •  Minimere behovet for udveksling af mikrodata i det europæiske statistiksystem
    Statistiksamarbejde
    •  Etablere begrebet “officiel statistik” som anerkendt kvalitetsstempel for dansk statistikproduktion
    • En ny statistiklov, der skal gælde for al officiel statistik og indeholde EU-kravene bl.a. vedrørende Danmarks Statistiks  uafhængighed

    Det er tanken, at strategiplanen skal opdateres hvert andet år. Den mere konkrete opfølgning af strategien beskrives i de årlige arbejdsplaner, som lov om Danmarks Statistik forpligter institutionen til at udarbejde. Arbejdsplanen for 2016 blev offentliggjort den 5. januar 2016.

  • Danmarks Statistiks Arbejdsplan, 2016

    Danmarks Statistiks aktiviteter skal foregå inden for rammerne af en arbejdsplan, fastlagt af institutionens styrelse. Det fremgår af Lov om Danmarks Statistik. Danmarks Statistiks Arbejdsplan for 2016 blev godkendt af Styrelsen den 8. december 2015 og offentliggjort den 5. januar 2016.

    Overordnet set er det mest centrale punkt i årets arbejdsplan forberedelserne til en ny lov om Danmarks Statistik, der skal erstatte den nuværende fra 1966. Planerne skal bl.a. ses i lyset af nye EU-regler. Det forventes, at et lovudkast kan foreligge inden udgangen af 2016.

    For de eksisterende statistikker stilles der en række forbedringer i udsigt. En af dem er større fokus på meget store virksomheder — de såkaldte forretningskritiske virksomheder. Det står allerede nu klart, at denne indsats vil betyde, at der skal offentliggøres reviderede tal for betalingsbalancen og nationalregnskabet i efteråret 2016. Blandt andre planlagte forbedringer kan nævnes en hurtigere regnskabsstatistik, hurtigere opgørelser af BNP, udvidelser af det grønne nationalregnskab, nye statistikker om kommunalfordelte indikatorer for livskvalitet og nye producentprisindeks for bygge- og anlægsvirksomhed.

    Fremover vil analyser komme til at indgå med større vægt i Danmarks Statistiks virksomhed. I den forbindelse er der blevet etableret en analysefunktion. Bl.a er planlagt en analyse af husholdningernes formuer.

    Navnlig til brug for forskere etableres et erhvervsstatistisk datavarehus, der skal indeholde data om de enkelte firmaer. Som eksempel på en mulig anvendelse af et sådant datavarehus nævnes belysning af sammenhængen mellem jobskabelse og produktivitet. For studerende planlægges særlige tilbud om dataadgang og sparring fra Danmarks Statistiks medarbejdere i forbindelse med specialeskrivning.

    I arbejdsplanen for 2016  beskrives hovedlinjerne i det det arbejde, der forventes udført i det kommende år. De lidt større liner beskrives i Strategi 2020, som arbejdsplanen forudsættes at understøtte. Strategi 2020 udkommer den 15. januar 2016. Flere detaljer om arbejdet med de enkelte statistikområder kan findes i statistikprogrammet, der udkom samtidig med arbejdsplanen.

  • Eurobarometer november 2015

    To gange om året — omkring maj og november — gennemfører Europakommisionen en omfattende interviewundersøgelse om europæernes holdninger, forventninger og tilfredshed. Undersøgelserne bærer navnet Eurobarometer, og har været gennemført regelmæssigt siden 1975. En enkeltstående undersøgelse blev gennemført i september 1973.

    Der er ikke tale om en officiel statistik, for der står ikke en uafhængig national eller international statistikinstitution bag undersøgelsen, og den overholder ikke EU’s adfærdskodeks  for officiel statistik. F.eks. offentliggøres besvarelsesprocenten ikke.  Undersøgelsens metoder har også været beskyldt for, i hvert fald til en vis grad, at være manipuleret med henblik på at skulle levere resultater, der giver indtryk af opbakning omkring yderligere europæisk integration. På den anden side indeholder undersøgelsen en så omfattende information, at den trods manglerne er vanskelig helt at ignorere.

    Undersøgelsen for november 2015 er gennemført  i 28 medlemslande og 5 kandidatlande. I de fleste lande er der gennemført omkring 1000 interviews. I enkelte mindre lande dog kun omkring 500. De foreløbige resultater blev offentliggjort som pdf-filer i slutningen af december.

    Som eksempel fra undersøgelsen er nedenfor vist andelen i hvert af EU’s medlemslande (undtagen Cypern), der i undersøgelsen  svarer meget tilfreds på spørgsmålet “I det store hele, er du så meget tilfreds, nogenlunde tilfreds, ikke særlig tilfreds eller overhovedet ikke tilfreds med din tilværelse?”

    Tilfredshed med tilværelsen i EU-lande, november 2015

    Tilfredshed

    Kilde: Standard Eurobarometer 84, Autumn 2015 — Annexes, T1. Grafik: Veusz 

    Spørgmålet om generel tilfredshed med tilværelsen er et af undersøgelsens  standardspørgmål, der har været stillet ved hver undersøgelse. For standardspørgsmålene kan man derfor følge en udvikling siden 1975.  For lande optaget i EU efter 1975 er perioden dog afhængig af, hvornår landet blev optaget.

    Udover standardspørgsmålene indholder undersøgelserne spørgsmål, der er specifikke for en enkelt eller et mindre del af undersøgelserne. F.eks. er der i de seneste undersøgelser  stillet spørgsmål om holdningen til fælles migrationspolitik og til en handels- og investeringsaftale med USA.

    De tidligere undersøgelser er også offentliggjort som pdf-filer, men det bedste samlede overblik over resultaterne fra alle undersøgelserne, får man ved at anvende Eurobarometers interaktive søgesystem, der i øjeblikket dækker perioden fra 1975(1973) til maj 2015. Resultaterne fra november 2015 er endnu ikke tilgængelige i der interaktive system.