Værdien af husholdningernes forbrug af internettjenester
29/11/2022
Kommentarer
Den økonomiske statistiks bedst kendte og oftest anvendte begreb — bruttonationalproduktet eller BNP — bliver mere og mere vanskeligt både at opgøre og at fortolke, jvf f.eks Bean rapporten (se tidl.indlæg). BNP er et mål for den samlede værditilvækst, der skabes i produktionen, og reglerne for hvordan denne produktion afgrænses og opgøres er fastlagt i FN’s internationale retningslinjer for nationalregnskaber — System of National Accounts eller SNA. Varer og tjenester, der sælges (og købes) eller som produceres af det offentlige og gratis eller til reduceret pris stilles til rådighed for befolkningen (f.eks politi, uddannelse og gadebelysning) udgør de centrale dele af produktionen. Lidt mere kompliceret er behandlingen af varer og tjenester, som husholdningerne fremstiller internt og selv forbruger. Her opstiller opstiller SNA en række regler for hvad der skal indgå, og hvad der ikke skal. Bl.a. udelades husholdningernes produktion af en række tjenesteydelser til eget brug, f.eks. madlavning, rengøring og børnepasning. Disse udeladelser betyder, at både husholdningernes produktion og forbrug undervurderes.
Fremkomsten af gratis digitale tjenester som Facebook og Twitter har sat fokus på endnu en kilde til undervurdering af husholdningernes forbrug. De gratis digitale tjenesters popularitet efterlader ingen tvivl om de spiller en stor rolle for forbrugernes velfærd, men da der ikke sker en direkte betaling, sker der heller ingen registrering i nationalregnskabets opgørelse af forbruget. OECD’s chefstatistiker — Paul Schreyer — har i en artikel søgt at belyse værdien af de gratis digitale tjenester i relation til nationalregnskabet forbrugsopgørelse. Han anvender USA som reference, men hovedresultaterne er uden tvivl anvendelige for ethvert højt digitaliseret samfund.
Hvis værdien af den underholdning, de digitale tjenester giver husholdningerne, skal indgå i forbruget, sådan som det defineres i nationalregnskabet, skal værdien først indregnes i produktionen. Første spørgsmål er derfor, hvem der står for denne produktion. Schreyers bud er, at det gør husholdningerne selv. Værdiskabelsen ved produktionen (nationalproduktet) sker i nationalregnskabet ved at producenten kombinerer arbejdskraft og kapital i en produktionsproces. I dette tilfælde leveres kapitalen af de digitale tjenester og arbejdskraften af husholdningerne selv i kraft af den tid de bruger på medierne. Da en beregning af værdien af det samlede forbrug af digitale tjenester vil være ret omfattende, vælger Schreyer at koncentrere sig om en enkelt tjeneste, nemlig Facebook. Uheldigvis er stort set ingen af de data der kræves for denne beregning direkte tilgængelige, så den må i høj grad baseres på forenklinger og skøn.
Med alle forbehold når Schreyer frem til det resultat, at USA’s nationalprodukt (BNP) i perioden 2004-2017 ville være vokset mellem 0,04 og 0,2 procentpoint mere, hvis værdien af husholdningernes forbrug af Facebook-tjenester var inkluderet.. Det lyder måske ikke af meget, men dels er der tale om årlig vækst, der akkumuleres gennem tiden, og dels vedrører beregningen kun Facebook. Inddrages andre tjenester vil effekten naturligvis blive større. Schreyers vigtigste pointe er, at forbruget af digitale tjenester har en væsentlig betydning for husholdningernes velfærd, men at denne værdi ikke afspejles i det nationalregnskabsmæssigt opgjorte forbrug.
Om reglerne for beregning af nationalregnskabets produktion og forbrug skal ændres, så det kommer til at omfatte et beregnet forbrug af digitale tjenester tager Schreyer ikke direkte stilling til. Tværtimod påpeger han, at der er andre former for ikke-indregnet forbrug, f.eks. rengørings- og børnepasningstjenester, der med lige så stor ret kunne indregnes
Referencer
Paul Schreyer: “Accounting for free digital services and household production – an application to Facebook (Meta)”, Eurona juni 2022 s.7-23 (link 26/11-2022)
