Tre analyser om segregering fra Danmarks Statistik
03/05/2022
Kommentarer
Tendensen til at befolkningsgrupper med fælles karakteristika bor i geografiske områder adskilt fra grupper med andre karakteristika kaldes segregering. Segregering kan f.eks være baseret på indkomst, uddannelse eller etnicitet. Traditionelt har man belyst graden af segregering i et land ved at sammenligne befolkningssammensætningen i forskellige geografiske områder, feks. kommuner, og undersøgt om særlige grupper, f.eks. bistandsmodtagere eller højtuddannede var over- eller underrepræsenteret i visse kommuner.
En mere direkte måde er at tage udgangspunkt i hver enkelt person og beregne et personligt nabolag f.eks. defineret som den cirkel inden for hvilken 250 af personens nærmeste naboer bor. Uheldigvis er denne metode voldsomt beregningskrævende, men ved en tillempet metode, hvor det analyserede land opdeles i små kvadrater på 100 gang 100 meter, og alle personer inden for et kvadrat behandles som en enhed, kan man opnå anvendelige resultater med en overkommelig beregningsindsats. Danmark Statistik har benyttet denne fremgangsmåde i tre analyser til belysning af hhv. udviklingen i multietniske nabolag, segregering på grundlag af uddannelse og indkomst og befolkningssammensætningen i boligområder, der har været på ghettolisterne. Danmarks Statistiks beregninger er baseret på programmet EquiPop, der oprindeligt er udviklet på Uppsala Universitet af kulturgeografen John Östh.
Analysen af multietniske nabolag belyser udviklingen fra 1990 — hvor indvandrere og efterkommere udgjorde 4 pct. af befolkningen — til 2020, hvor andelen var steget til 11 pct. Det fører — ikke så overraskende — til en stigende udbredelse af multietniske nabolag. F.eks. faldt andelen af befolkningen, der bor i i områder, hvor alle de 50 nærmeste naboer er af dansk oprindelsede, fra 34 pct. i 1990 til 10 pct i 2020. Der er dog store regionale forskelle. I Region Hovedstaden var andelen i 2020 tæt på nul. I de øvrige regioner svingede andelen mellem 10 og 16 pct.
Analysen af uddannelse og indkomst vedrører året 2019. Konklusionen er at der er en klar tilbøjelighed til at personer med høj uddannelse og høj indkomst bor i særlige områder i de store byer — København, Århus Odense og Ålborg.
Analysen af ghettoområderne viser en stigning i andelen af indvandrere og efterkommere i områderne fra 19 pct. i 1990 til 62 pct. i 2017, dvs ca. en tredobling, hvilket svarer nogenlunde til udviklingen i Danmark som helhed (fra 4 til 13 pct). Andelen af personer med en videregående uddannelse voksede i ghettoområderme fra 8 pct. til 21 pct og i Danmark som helhed 19 pct. til 38 pct. Her er altså sket en vis indsnævring af forskellene. Mest markant er udviklingen i andelen af personer med lav indkomst. I 1990 var andelen ca 4 pct. både i ghettoområderne og i landet som helhed. I 2017 var andelen steget til 7 pct. i landet som helhed, men til hele 21 pct. i ghettoområderne.
Referencer:
Marcin Jan Stonawski, Henning Christiansen og Sose Hakhverdyanrcin: “Udviklingen i multinationale nabolag fra 1990 til 2020”, DSTAnalyse 22/3-2022 (link 29/4-2022)
Henning Christiansen, Michael Berg Rasmussen, Emil Habes og Anne Kaag Andersen: “Samler de højtlønnede og højtuddannede sig få steder i byerne?”, DstAnalyse 23/1-2020 (link 29/4-2022)
Marcin Jan Stonawski, Henning Christiansen, Sose Hakhverdyan og Anne Kaag Andersen: “Hvem bor i og omkring 53 boligområder, der har været på ghettolisterne?”, DSTAnalyse 21/6-2021 (link 29/4-2022)
John Östh: “Introducing the EquiPop software an application for the calculation of k-nearest neighbour contexts/neighbourhoods”, (link 29/4-2022)
